En ny etape

Havhingsten på vej mod Wicklow. Foto: Louise Kæmpe Henriksen
Havhingsten på vej mod Wicklow. Foto: Louise Kæmpe Henriksen
Udgivet 03/07-2008


Endelig kom vi af sted og i hvad der efterhånden synes at være klassisk
'Havhingste-vejr', silende regn. Fra vinduet så morgenen smuk og solrig ud,
men så snart vi vovede os udenfor blev sluserne åbnet og morgengrøden samt
vores personlige oppakning blev pjaskvåd.

Trods regn her de første par timer af sejladsen er humøret højt. Skotten
Fergus har pakket sin fløjte i sækken og har spillet op til dans på
mastefisken og ekstraroret.
Festen blev fuldendt at leverpostejsmader og skippermix lakridser.

Under de gule regnhætter småsnakkes der. Nye og gamle besætningsmedlemmer
lære hinanden at kende, gamle besætningsmedlemmer deler historier fra sidste
år og udenlandske gaster får et kursus i de danske termer på Havhingsten;
tovværk, kommandoer og alle dåserne med fiskekonserves i frokostkassen.

Vi har kurs mod Wicklow, hvor sejlklubben har inviteret og så håber vi at,
den rette vind og solen snart er med os, så vi kan komme ned til Lands End.
Der går rygter om solskin og 25 - 30 grader i både England og Danmark, men
over hovederne på os er der kun grå skyer. Engang var havhingsten et lykkeligyt skib, som altid sejlede i strålende solskin - det håber vi snart bliver tilfældet igen.




Oprettet af Louise Kæmpe Henriksen