Her kan du læse de seneste dagbøger på Havhingstens togt hjem mod Roskilde.

Alle log- og dagbøger

Uddrag fra logbogen 17. juli 2008

Udgivet 18/07-2008


Ramsgate - Lowestoft

Kl. 10.35, log 559, vind vest 4 m/s
Vi lægger fra kaj i Ramsgate, for at komme ud af havnen i strømstille ved
højvande.
Vi ror ud af havnen, og Ramsgate Portkontrol ønsker at vi skal være ude af
indsejlingen til havnen før kl. 11.00.

Kl. 10.58, log 560, vind vest 7 m/s.
Vi er ude af indsejlingen til havnen i tide. Vi sætter sejl og lægger
kursen mod Knock Deep på vestsiden af trafiksepareringen udenfor Themsen.
Vinden er vestlig, og vi vælger at tage god højde, så vi er sikre på at
kunne holde kursen til Lowestoft.

Kl. 12.00, log 568, vind vest 12 m/s
Vinden er øget, og vi tager et reb.

Kl. 13.00, log 578, vind vest 14 m/s
Vinden er 12-16 m/s. Vi går nordover i krabbe bølger, og der står en del
røgvand ind over forskibet. Vi beholder det ene reb i sejlet, og reber ikke
yderligere ned, fordi vi vil være sikre på at kunne holde god højde, så vi
kan holde vesten om Kentish Knock.

Kl. 14.00, log 586, vind vest 14-15 m/s.
Behagelig sejlads nu, hvor vi er faldet 20 grader af, og følger Knock Deep.
Høj fart på 11.2 knob, Med denne fart kan vi være i Lowestoft før det
bliver mørkt.
Vinden af og til oppe i 16 m/s.

Kl. 14.21, log 588, vind vest 14 m/s.
Vi holder øje med rorstrop og rorvidje pga. den høje fart gennem vandet.
Der er stort pres på læderstroppen og den trækker sig ind hullet i skottet,
og vi er bekymrede for om den kan flække skottet, eller sætte sig fast i
hullet, så vi ikke kan få den ud hvis det bliver aktuelt. Vi skifter for en
sikkerheds skyld til vores reserve strop.

Kl. 17.00, log 603, vind sydvest 10 m/s.
Vinden går en smule sydover, og søen lægger sig lidt. Vi beholder rebet i
sejlet, da vi snart skal spise aftensmad, og så kan spise mere roligt.

Kl. 19.00, log 618, vind sydvest 9 m/s.
Vinden er løjet. Fuldt sejl igen. Farten nede på 5,1 knob. ETA på havnen
kl. 20.45. Højvande er klokken 21.30, så vi regner med at kunne anløbe
havnen uden problemer med strømmen.

Kl. 22.00, log 633, vind vest 7 m/s.
Strømmen er ca. 1 knob sydgående. Vi sejler lidt nord for havnehullet og
tager sejlet ned, så vi har plads at drive på. Vi ror ind i havnen, og der
bliver trukket hårdt i årene.

Kl. 22.24, log 633, vind vest 6 m/s.
Vi fortøjer i Lowestoft havn efter en herlig frisk sejlads.

Vi har sejlet 74 sømil på 11,5 timer. Gennemsnitsfart på 6,5 knob.



Oprettet af Vibeke Bischoff