Den ultimative test.

Udgivet 30/06-2008


Sejladsen Roskilde - Dublin - Roskilde er den ultimative test af vores
rekonstruktion af vikingeskibet Skuldelev 2, Havhingsten fra Glendalough.
Sejladsen er en essentiel del af det eksperimentalarkæologiske eksperiment.
Der er her vi afprøver de tolkninger vi foretog af det originale skib før
og under byggeriet. Det er her vi når ud over skrivebordets begrænsninger,
stiller afgørende spørgsmål og får svar på uløste. Alene fordi det at være
på havet med vinden, med tidevandet, med nætterne, med trætheden, med de 60
andre besætningsmedlemmer, gør nogle spørgsmål indlysende og andre
tidligere oversete spørgsmål væsentlige.

Sejladsen til Dublin i 2007 gav os vished om, at Havhingsten i hovedtræk er
et meget velfungerende langskib. Der er god balance mellem sejl, rig og
skrog, hvilket betyder, at skibet er let at styre og manøvrere. Den stående
og løbende rig, mastehøjden og sejlstørrelsen har vist sig at fungere godt
under de forskelligartede forhold vi sejlede under sidste år.

Det viste sig også, at vi ikke havde fået løst problemet med ophænget af
sideroret. Flere gange undervejs knækkede det hampetov der holder roret ind
til skibssiden og efterlod skibet i ubehagelige situationer.
I vinterens løb har vi undersøgt, hvad der findes af vidjer i arkæologiske
fund. Vi har været i skoven og vredet 10 stk. 55 mm tykke birke- og
egetræer til rorvidjer. Èn af birkevidjerne er blevet monteret og vi får i
øjeblikket de første erfaringer med den. Det vender jeg tilbage til.



Oprettet af Søren Nielsen