Landliggerdage

Aftenhygge på fordækket
Aftenhygge på fordækket.
Udgivet 29/06-2011

Dage med arbejde, hygge og afslapning før vi rammer søen igen.

Vi har fået lavet mange rigtige nyttige ting om bord. Vi har skiftet buglinen så den nu er kraftigere og en mere rimelig dimension i forhold til den belastning den bliver udsat for under stagvendinger. Vi har skiftet højprieren ud med tovværket fra buglinen. Vi har lavet om på midtskøde systemet så skødet støtter sejlet på en meget mere hensigtsmæssig måde. Vi har tjæret skøderne og meget meget mere en indsats, der blev fejret behørigt med henholdsvis gode øl og kaffelatte :-) Vi nyder livet.

Vindmåleren er stadig et mysterium for pludselig stemmer vores iagttagelser i forhold til vindretningen overens med hvad vindmåleren i mastetoppen registrerer. Rygtet vil vide at den kasse vindmålerens kompas er anbragt i var samlet med magnetiske skruer, der gjorde kompasset helt rundtosset. Efter at have skiftet skruerne ud med messingskruer har vi pludselig ingen problemer – hæh – fedt.

Vi lytter jævnligt til vejrudsigten og vurderer at tirsdag og onsdag er landliggerdage i Gilleleje, her er nu også meget hyggeligt med små idylliske huse.

I morgen torsdag rammer vi søen igen, vinden bliver genial til at komme ned gennem det frygtede Øresund på, så hurtigt som muligt og senere går den i vest så lige nu vurderer vi at det ville tage os fire døgn at nå Gotland men faktisk overvejer vi at tage et smut omkring Christiansø – nu får vi se, alt kan ske :-D.


Oprettet af Helene Bjerregaard Andreasen

Det er ikke længere muligt at skrive kommentarer