Rejsebrev fra Ottar

Det blev sent inden vi kom ud af vikingeskibsmuseets havn, 19.45, for der er rigtig mange ting at få styr på når man skal på 6 ugers togt. Til vores skræk opdagede vi, at vindmåleren vender 180˚ forkert dvs. vest viser øst og øst viser vest, men for at nå ud af havnen besluttede vi at gøre noget ved det senere. Man når til et punkt i forberedelserne hvor man bare vil af sted og det tidspunkt blev nået omkring kl. 19. Da der ikke var vind satte vi motoren i gang og kørte op til Frederiksund, en smuk næsten blikstille aften hvor jeg sad alene på forskibet og sugede den smukke natur og glæden ved at være fri helt ind i sjælen. Vi ankom til Frederikssund kl. 22.45 og på kajen stod Klaus Kay (deltager i uge 29, 30 og 31) og tog i mod os det er godt med bolværksmatroser, især når man kender dem. Trætte som vi var efter en lang dags strabadserende pakke arbejde kom soveposerne hurtigt frem og snart var der stille bortset fra fuglenes sommer aftensang – aaaah.

I Frederikssund og ventede på vind, det var blikstille, men det gjorde ikke så meget, for vi var stadig en del ting, der skulle gøres inden vi var helt klar til at stikke til søs – mon man nogensinde bliver klar … hmm. Vi provianterede ferske varer, Henrik og Mads, skibets gourmander, blev sendt i byen for at købe ind, vindmåleren skulle vendes og Vibeke påmønstre. Vibeke Bischoff er skibskonstruktør og medarbejder ved museet. Hun er med for at iagttage hvordan vi bruger Ottar med hensyn til håndtering af sejler og skibet. Trods sine 11 leveår eksperimenterer vi stadig med Ottar og det er spændende at være med i denne proces.

Vel hjemvendt fra jagtmarkerne (læs supermarkedet) siger Henrik fortørnet til mig, at jeg havde glemt at skrive Nutella på basisvarelisten og det undskylder jeg hermed. En yndet spise om bord er rugbrød med Nutella og saltspegepølse kalorier - skal der til når man er ude i det fri døgnet rundt og virkelig giver den gas med hårdt fysisk arbejde.
Frederikssundbroen blev passeret for motor og brovagten fik sin fortjente og traditionelle jubelrulle. Senere på dagen kom vi langt om længe under sejl og vidunderligt er det når den store vinge folder sig ud og stilheden breder sig – så begynder bådmandens hjerte at banke højt og larmende på den gode måde. Et par timer blev det til under sejl og jeg har fået oplært Tim og Erik i forskibet - de skal nok blive gode gaster men vigtigt er det jo at kunne alle pladserne på skibet, det giver klart den bedste besætning. Dagen endte i Hundested hvor Mads og Henrik serverede mørbrad i flødesovs uhmnn og bagte pærer med marcipan, sig ikke vikinger ikke har det godt, altså dem der er om bord på Ottar.

Mon vi nogensinde får vendt den vindmåler?