På vej hjem

Ingeborg flankeret af kogge t.v. og lods t.h.
Ingeborg flankeret af kogge t.v. og lods t.h.
Udgivet 31/07-2011

Det har ramt mig som en bombe, at jeg er på vej hjem. 5 uger er gået og om en uge er alt forbi ...

Det er lørdag, jeg sidder i forskibet og lytter til rebebåndenes trommen på det våde sejl. Vådt hør og våd hamp bliver stift og rebebåndene slår som trommestikker på det let udstrakte sejls trommeskin. Mens jeg sidder der, rammer tanken mig, at der er mindre end en uge til at jeg er tilbage i hverdagen. Tanken rammer mig med et kølleslag af dimensioner og jeg får næsten ondt i hjertet. Snart skal jeg slippe friheden, snart skal jeg og Ottar ikke være ét mere, snart er det projekt jeg har arbejdet på og slidt for i næsten et år ved at nå sin ende. Hvorfor forsvinder alt godt som sand mellem fingene på mig - jeg ved det ikke, men hvad jeg ved er at det bliver svært at komme tilbage for det har adskillige års togter lært mig.

Vi har haft en fin sejlads fra Ystad mod Falsterbo, hvor vi hovedparten af turen er gået for sejl hvilket passer mig storartet. Marchhastigheden har ligget mellem 2 - 5 knob og det har regnet jævnt hen hele dagen, men vi er jo ved at være inde i rutinen med det efter flere døgns konstant regn. Hver især går vi rundt med vores egen private svedehytte, Oceanregntøjet der er kraftigt orange fiskerregntøj og som er optimalt til Ottar. Det er optimalt fordi det tåler tjæren og sliddet og fordi regnen ikke kan slå igennem det. Når jeg sige svedehytte er det ikke helt ved siden af, for regntøjet er stift og besværligt at bevæge sig rundt i og udgør blot endnu en forhindring i forhold til at bevæge sig rundt på skibet mellem bieder, løbende og stående rig, løbeliner, sikkerhedsliner m.m. Men samtidig er det også en kraftig og beskyttende barriere mod elementerne, læs her regnen, der i kombination med vinden hurtigt kan gøre os kolde og ukampdygtige. Som jeg har skrevet før, er kulden ikke bare ubehagelig, men udgør også en fare for sikkerheden ombord da man mister fokus på sine opgaver. Ligesom regntøjet isolerer mod regnen udefra isolerer det også mod sveden indefra, så når man får regntøjet af efter at have opholt sig i det en hel dag eller flere dage og har arbejdet og løftet på det tunge sejl og beideasser m.v. så lugter man ikke længere af violer.

Efter mange dages regn og ophold i 'svedehytten' er det dejligt at kunne tage et langt varmt bad og det har jeg gjort her til morgen i havnen ved Falsterbo Kanal. Det er dejligt med et bad og dejligt med friskt rent tøj og det er en del af ritualet frem mod civilisationen. Jeg har lånt en cykel hos havnefogeden og er trillet mod Vellinge og har været omkring endnu en af civilisationens goder nemlig en café hvor jeg har nydt en latte uden Ole og Vibeke :-( og nu sidder jeg på byens lokale bibliotek og skriver til dig. Lysten til at skrive er dalet af flere årsager men en vigtig årsag er, at jeg når jeg sidder og skriver til dig bliver jeg konfronteret med at alt har en ende og den ende har jeg ikke lyst til at se på. Jeg vil selvfølgelig gøre hvad jeg kan for at have dig med på sidelinien til vi når Roskilde og noget der kunne hjælpe rigtig meget på skrivekløen ville være masser af god sejlads for sejl.

Helt uventet er vi blevet hovedattraktionen ved et arrangement, der hedder 'Havets Dag'. Egentlig skulle en stor kogge have ligget her i havnen ved Falsterbo Kanal, men koggen er sprunget læk og er blevet sejlet på værft og skal derefter sejle til Visby, hvor den skal deltage i Middelalderugen - hvor sært hvordan veje krydses. Ved havnefestivallen kan man komme på eskursioner langs kanalen, man kan lære at dykke, der er foredrag om flora, fauna og geologi langs kanalen, Sjöräddnings Sällskapet er repræsenteret og demonstrer redningsøvelser og meget meget mere.

Rigtig mange mennesker kommer forbi os i forbindelse med 'Havets Dag' og de spørger nysgerrigt til Ottar og vi har som altid vores gode vantudstilling med, der tager noget af trykket af i forhold til spørgsmål. De mest nysgerrige får en brochure, der fortæller om museets store bådsamling og kort beskriver de enkelte fartøjer i museets samling og de får et af de flotte postkort med Ottar på – mon ikke det skulle friste til et besøg på museet? Klaus har fået trænet sit svensk og er rigtig god til at tale med de interesserede oppe på kajen og han bruger rigtig meget meget tid på det, mens vi andre løber rundt og ordner andre gøremål - godt vi har Klaus :-).

Vi er også blevet inviteret til at besøge vikingebyen her i Falsterbo, mon ikke nogle i besætningen skulle være interesseret i det. Faktisk fik vi invitationen allerede på rejsen mod Visby hvor vi mens vi i indsejlingen til Falsterbo Kanalen ventede på at broen skulle åbne, fik besøg af et par herrer i fuldt vikingeudstyr der bød os på besøg.

For pokker Helene, der er der jo stadig knapt en uge tilbage!


Oprettet af Helene Bjerregaard Andreasen

Det er ikke længere muligt at skrive kommentarer