Træningssejlads på Roskilde Fjord

Træningssejlads på Roskilde Fjord.
Træningssejlads på Roskilde Fjord.
Udgivet 19/06-2011

Rusten bankes af gasterne før sommerens togt til Gotland. Der er mange kompetencer, der skal rettes ind før man kan tage af sted på togter af længere varighed.

Det er en meget blandet flok mennesker, der skal på tur sammen til Gotland. Alle har sejlet før, men ikke alle har sejlet med Ottar og derfor har vi i foråret sejlet en række træningssejladser på Roskilde Fjord og den sidste er i denne weekend den 18. og 19. juni. Træningssejladserne er en del af sikkerhedsplanen og er derudover tænkt som en mulighed for at føle hinanden på tænderne og mærke efter om man virkelig er i stand til at gennemføre en sejlads med Ottar.

Man skal med sig selv afveje om man har fysik til at færdes på et skib som Ottar. Arbejdet ombord er tungt og kræver smidighed, styrke, kløgt og et godt kendskab til egen motorik og krops formåen. Der er også afprøvningen af ens sociale kompetencer, det er jo ikke sikkert man kan holde det mandskab ud der er ombord og da slet ikke i hele 3 uger og for min egen del hele 6 uger, så det er også godt at få afprøvet.

At sejle Ottar kræver ikke nødvendigvis at man er et stort brød. Selv er jeg en ganske lille pige på 55 kg, der hvis jeg selv skal sige det klarer mig betydeligt bedre på Ottar end mange store mænd ville gøre det. Det gør jeg, fordi jeg gennem årene på Ottar har opøvet teknikker til at bruge min fysik mest mulig hensigtsmæssigt og fordi jeg bruger min intelligens til at løse opgaverne i stedet for at tvinge tingene igennem med mine kræfter. Spørger du de mandlige besætningsmedlemmer vil de fortælle dig, at pigerne ombord er de sejeste besætningsmedlemmer.

Lørdag den 18. juni monterede vi vores toplanterne. Selvom vi er et vikingeskib skal vi nemlig stadig føre de efter loven påbudte lys dvs. toplys, signallys og sidelys, da vi jo færdes i en moderne verden. Vi skal f.eks. ned gennem Øresund, der er stærkt trafikeret, hvorfor vil ville udgøre en stor fare og gene for erhvervstrafikken, hvis ikke vi efterlevede nutidens trafikregler.

En stor del af formiddagen er også blevet brugt på at montere en masse elektronisk udstyr, der gør det muligt for jer at følge os på vores rejse til Gotland.

Lørdag har vinden været fremherskende fra syd og skipper Ole har derfor vurderet at det ikke er muligt at gå ud på fjorden med Ottar, for vi ville ikke kunne komme ind igen uden et slæb. Derfor har besætningen, efter monteringen af lanternen, brugt dagen til at afprøve deres redningsdragter og veste i havnebassinet. Det er vigtigt at have en viden om hvordan man ligger i vandet med vesten, om man bliver kold, om vesten vender een rigtigt i forhold til at den holder ens hoved ude af vandet, om hvordan man skal agere når man ligger der. Ligeledes har hvert besætningsmedlem ansvar for at sikre at deres vest og dragt er i orden.

I dag søndag kom vi så endelig ud på vandet med vores dejlige skib. Det var jomfruturen med Ottar for Erik og Ingeborg, der kommer fra hhv. Canada og Schweiz. For begges vedkommende gælder, at de begge er habile og meget erfarne sejlere og vi glæder os til at præsentere sejlads med knarr for dem.

Alt i alt kan man sige at det har været en dejlig weekend og alt tegner til at vi får 6 forrygende uger :-)


Oprettet af Helene Bjerregaard Andreasen

Det er ikke længere muligt at skrive kommentarer