Arkiveret

En god ven følger med

Havhingsten med Cable One i baggrunden. Foto: Morten Nielsen
Havhingsten med Cable One i baggrunden. Foto: Morten Nielsen
Udgivet: 06/12-2007
Arkiveret: 31/12-2008

Når Havhingsten lægger fra kaj i Dublin den 29. juni klokken 12, ligger en god ven klar til at slå følge hjem til Danmark.

Med sidste uges store donation fra Nordea Danmark-Fonden, blev det muligt at indgå en aftale med direktør Gert Normann Andersen fra JD-Contractors om leje af Cable One. Den mest optimale løsning for Havhingsten og dens besætning, når det handler om sikkerhed og kommunikation.

"Skib og besætning på Cable One er dansk og det giver selvfølgelig en lang række fordele, når der kommunikeres mellem Havhingstens ledelse og Cable One", fortæller Carsten Hvid, som lærte skibet at kende ved sejladsen fra Roskilde til Orkney Øerne under sommerens sejlads til Dublin. "Det er en yderst kompetent besætning vi har med at gøre på Cable One. De ved hvad de har med at gøre og det giver en stor tryghed for os alle når det går løs."

Følgeskibet får tre primære opgaver under næste års sejlads.   

  1. Rednings- og standby-skib i tilfælde af personulykke, mand over bord eller forlis.   
  2. Projekt- og kommunikationsplatform i forhold til presse og omverden.   
  3. Transport af forskelligt udstyr, blandt andet en mobil udstilling om Havhingsten.

Sikkerheden har top prioritet

"Det primære er selvfølgelig sikkerhed. Skibet sejler igennem nogle af de mest udfordrende havområder i Europa og der tages ingen chancer. Derfor har besætningen også gennemgået en sikkerhedsuddannelse, som gør den enkelte i stand til at betjene det personlige sikkerhedsudstyr. Og Havhingsten er udrustet med moderne sikkerheds- og kommunikationsudstyr af meget høj kvalitet. Men hvis den værst tænkelige situation skulle opstå, kan et følgeskib være helt afgørende," fortæller Vikingeskibsmuseets sikkerhedschef Morten Nielsen.Han fortsætter: "Cable One vil kunne tage tilskadekomne ombord til videre behandling og de har udstyr til at bjærge personer i åbent hav. Endelig vil skibet kunne lede en eventuel redningsaktion. Et skib som er tæt ved begivenhederne i det øjeblik de indtræffer, har afgørende betydning for en efterfølgende redning af personer."

Kommunikation med med hele verden

Sommerens togt til Dublin var en kæmpe udfordring for Vikingeskibsmuseet. Medier fra hele verden skulle betjenes med billeder og interviews og to filmhold fra BBC og Danmarks Radiosendte dagligt film hjem til deres redaktioner. Det kræver teknisk udstyr af meget høj kvalitet. En del af kommunikationen blev udført ombord på Havhingsten og det gav en særlig udfordring, når regnen silede ned i dagevis og skibet befandt sig i åben sø.

Derfor vil der blive etableret et egentligt pressesekretariat ombord på Cable One og skibet vil blive udstyret med satellit udstyr som gør projektet i stand til at imødekomme den store efterspørgsel efter historier og billeder - også ude midt i det Irske Hav.


Oprettet af Preben Rather Sørensen