Et af de klart definerede formål med Havhingstens forsøgsrejse er en formidlingsopgave, som Vikingeskibsmuseet har givet sig selv. Det betyder, at man ud over at arbejde sig frem mod en dybere forståelse af blandt andet vikingetidens marine-, transport- og kommunikationskultur forsøger at drage offentligheden med ind i projektet. Ny viden skal spredes mest muligt.
I denne sammenhæng er pressen og arbejdet med pressekontakt helt central i samspil med projektets hjemmeside. På hjemmesiden formidler vi projektets resultater og tager brugerne med på en eventyrlig rejse i ord og billeder. Samtidig har vi en udstrakt direkte kontakt til både national og international presse undervejs for at synliggøre Havhingsten også på TV og i aviserne – for ikke at tale om de mange nye store nyheds-webportaler.
Pressens indsats og interesse for Havhingsten under togtet sidste år, hvor skibet sejlede fra Roskilde til Dublin, var lige ved at tage pusten fra lederne i projektet. Det kom ganske enkelt bag på Vikingeskibsmuseet, at offentligheden havde en så stor appetit på at følge Havhingstens færd.
Skipper Carsten Hvid og projektleder Preben Rather Sørensen (som også er gast på Havhingsten) blev sammen med en enkelt pressekoordinator (som også var gast på Havhingsten) simpelthen ringet ned af pressen hele døgnet rundt. Dette var naturligvis særdeles glædeligt - men hensigtsmæssigt var det ikke. Hverken for presse eller projekt.
Konsekvensen har været at oprette en regulært sejlende redaktion på følgeskibet Cable One besat med en fotograf, en videojournalist, en tekniker/webmaster samt en pressekoordinator. Fotografen tager de mange fotos du ser på hjemmesiden og dokumenterer den videnskabelige del af projektet for museet i billeder. Videojournalisten producerer såkaldte podcasts – videoklip til hjemmesiden – samt en række filmproduktioner i broadcastkvalitet til download for pressen, så livet ombord kan følges i levende billeder.
Teknikeren/webmasteren vedligeholder hjemmesiden (også den engelske version) og søger for, at den hundedyre satellit-forbindelse til landjorden er kørende. Pressekoordinatoren har i princippet al kontakt med pressen for at sikre adgang til de relevante kilder ombord på Havhingsten. Derudover leverer han stof til hjemmesiden, for eksempel den artikel som du læser lige nu.
Grundlæggende er formålet med denne organisering at servicere pressen så professionelt som muligt og at lave en hjemmeside, så rigtig mange får lyst til at følge Havhingstens togt hjem fra Dublin.