Som en anden berømthed vil alle gerne have Havhingsten til bords, når skibet vender hjemad den kommende sommer. Dokumentarprogrammet på BBC-Timewatch var netop forbi, da de første henvendelser ankom til Havhingstens sekretariat.
"Det er jo dejligt og det gør tingene meget nemmere for os", fortæller Louise Kæmpe Henriksen fra Havhingsten sekretariat. "Men vi ved også af erfaring, at mange sejlklubber og andre foreninger undervurderer Havhingsten størrelse og antallet af besætningsmedlemmer", fortsætter Louise.
Sidste års sejlads var indimellem en udfordring for skib og besætning når det gjaldt de nødvendige muligheder for at slå telte op og finde en passende kajplads til Havhingsten og dets følgeskib.
Vi kan ikke love noget
"Alle de havne, kommuner og foreninger som henvender sig med invitationer får brev fra os. I brevet fortæller vi indgående om projektet og om hvad vi kan tilbyde af aktiviteter. Det gælder blandt andet levende formidling og foredrag. Men vi har selvfølgelig også nogle behov som skal dækkes og det har især med sovemuligheder og kajplads at gøre. Og så kan vi ikke love noget. Alt afhænger af vind og vejr og vi kan derfor være tvunget til at sejle forbi de mange dejlige invitationer, hvis vinden er rigtig", fortæller Louise.
"Sidste år anløb vi 15 havne, så vi ved allerede nu at vi ikke kan besøge alle der inviterer til sommer. Og det bliver da ikke nemt at sejle forbi de mange åbne arme. Men det er jo fantastisk at opleve denne gæstfrihed", slutter Louise.