MedlemsNyt 5/2026

Udgivet: 04/06-2026

Den 7. maj 2026 afholdt Venneforeningen ekstraordinær generalforsamling. Det blev besluttet at videreføre foreningen med de gældende vedtægter. Der blev valgt en ny bestyrelse, der nu har haft sit første bestyrelsesmøde.

Venneforeningens nye formand, Henning Christiansen har haft møde med Vikingeskibsmuseets direktør Tinna Damgaard-Sørensen. De blev enige om, at søge ind i et positivt samarbejde, som begge parter kan have glæde af. Den beslutning blev bakket op af den samlede bestyrelse på det seneste bestyrelsesmøde.

Den vigtigste opgave er nu at få medlemsadministrationen på plads. Vores gamle bestyrelse havde besluttet, at vi fremover skal anvende GoMember til at administrere Venneforeningen. 

I den forbindelse blev det besluttet at udskyde fornyelsen af medlemskab til det nye system var indført pr. 31.05.2026. Arbejdet med at indføre det nye system blev desværre sat i stå på grund af usikkerheden omkring foreningens fortsatte eksistens. Den er nu afklaret med beslutningen om at videreføre Vikingeskibsmuseets Venneforening.

GoMember er ikke oppe at køre endnu. Vi bliver desværre nødsaget til at gennemføre opkrævning af medlemskontingent noget håndholdt denne gang. 

Det betyder, at du som medlem i den nærmeste fremtid vil modtage en mail, hvor du anmodes om at overføre dit kontingent for denne sæson til Vikingeskibsmuseets Venners konto i Nordea. Når du så har indbetalt, vil der efter ca. en uge ligge et medlemskort til dig i museumsbutikken.

Vi er oprigtig kede af, at det er nødvendigt at gøre det på denne måde i år, men vil love, at vi vil kæmpe for, at systemet kommer op at køre så hurtigt som muligt.

I løbet af sæsonen vil vi informere yderligere om GoMember, så vi alle kan få det bedste ud af det nye administrationssystem. 

Foredrag i 2026

Den nye bestyrelse har aftalt, at vi arbejder videre med de foredrag den gamle bestyrelse havde forberedt for 2026.

I kan således allerede nu sætte tre foredrag i kalenderen:

24. september 2026, 19.30:

Musiker Maria Ojantakanen: Musik i Vikingetiden

Hvordan lød musikken i vikingetiden? Talrige instrumentfund viser at vikingerne var glade for musik og norrøne kilder nævner både sang og spil. Maria Ojantakanen fra Vikingelandsbyen i Albertslund/Harpiks Musikformidling har specialiseret sig i vikingetidens lydbillede og arbejdet med rekonstruerede instrumenter i snart 30 år.

Følg hende ad musikhistoriens vindlende veje og hør hvordan musikken kan have klinget for tusind år siden.

22. oktober 2026, 19.30:

Morten Ravn, Vikingeskibsmuseet: Skibe og søfart i Danmarks oldtid.

Nogle af menneskets opfindelser forandrer verden fundamentalt. En båd er en sådan opfindelse. Det at kunne færdes på vand, at kunne udtænke og bygge et fartøj, der på en gang bæres af vandet, og samtidig skærer gennem vandet, er virkelig revolutionerende. I dette foredrag af Morten Ravn skal vi følge bådebyggeren og sømanden gennem hele Danmarks oldtid – fra den tidligste stenalder og frem til Vikingetiden.

5. november 2026, 19,30

Arkæolog Laurine Albris: FORTIS – et projekt om jernalderens befæstninger på Bornholm

Bornholm ligger placeret i et vigtigt skel mellem øst og vest. Øens jernalderarkæologi omfatter talrige detektor- og gravpladser samt skattefund, der viser hvor mange rigdomme, der kom hertil. Vi finder også seks kendte forhistoriske borganlæg. Selv om nogle har været udgravet, er der meget vi ikke ved om deres funktioner, brugsperioder og forhold til øens samfundsudvikling.

FORTIS-projektet undersøger borgene for at forbedre deres dateringsrammer og kortlægge mulige perioder med trusler og konflikt. Projektet vil dermed skabe bedre fundament for at udforske sammenhænge mellem befæstningerne og forhold som bebyggelsesorganisation, gravskikke og våbendeponeringer.

Det nye Vikingtidsmuseet i Oslo åbner i løbet af efteråret 2027. 

I bestyrelsen har vi overvejet om, der blandt vore medlemmer er interesse for, at vi som noget nyt planlægger en tur til Det nye Vikingetidsmuseet. Når vi har fået løst opgaven med fornyelsen af medlemskortet for 2026, vil vi skrive til jer for at undersøge, om der er interesse blandt medlemmerne for, at vi arrangerer en sådan tur.

Vi glæder os til en god 2026/27 sæson. 

Mange sommer hilsner

Bestyrelsen