Egentlig vil hun gerne uddanne sig til Falckredder. Men synet er ikke så godt, som det skal være. Derfor sparer Laura Lynge (22) lige nu op til en øjenoperation. Pengene tjener hun blandt andet som underviser i ridebanespringning og dressur.
Men der er andre heste i Lauras liv: Den største hedder Havhingsten fra Glendalough. Her har Laura plads som gast i forskibet.
”Da jeg i sommeren 2005 hørte, at en 65 mand stor besætning skulle sejle et vikingeskib over Nordsøen til Irland, tænkte jeg… det vil jeg være med til,” fortæller Laura.
Til Påskeøen i Mary
Og hun er bestemt ikke en novice – eller ubefaren skibsassistent for den sags skyld – udi livet til søs.
”I 2004 var jeg elev på skoleskibet Danmark. Jeg har også sejlet med på galeasen ’Vesterby’. Efter Havhingstens sommertogt til Norge købte jeg sammen med Bianca – der er gast i agterskibet på Havhingsten – en Flying Fish ll. En gul racer sejljolle med huller i skroget. Vi har døbt hende ’Grethe Synk’, for hun er livsfarlig at sejle i, men kostede kun en kasse øl,” fortæller Laura med et smil.
Nu er ’Grethe Synk’ sat på land i Rønnerhavnen i Frederikshavn for at blive lappet. Men lapperiet kan trække ud, for Laura har lige forelsket sig:
”Ja… jeg har jo lige købt et gaffelrigget stålskib. Cirka 15,4 meter langt. Hun er fra 1948… men dejlig er hun; Mary! Jeg skal bo på hende ellers har jeg ikke råd til at betale af på afdragene. Hov, jeg har jo også en gummibåden, som vi bare kalder Rulle. Jeg har egentlig ikke så meget sejlererfaring, men det får jeg vel, når jeg skal sejle til Påskeøen i Mary”.
Toiletbesøg og sure miner
Laura kalder projektet omkring Havhingsten for ”helt vildt spændende” og kan næsten ikke vente med at komme af sted.
Men hvad er det bedste ved at sejle med Havhingsten?
”Det er helt klart den brogede flok af herlige mennesker om bord og det fantastiske skib. Jeg glæder mig helt vildt til sejladsen over Nordsøen og til ankomsten i Dublin. Men også til hundevagterne hvor vi udveksler røverhistorier og ser solen stå op”.
Hvad er det værste?
”Det værste er toiletbesøg i regnvejr og sure miner. Og så frygten for, at vi skulle gå ned og folk ikke kan komme fri af skibet”.
Hvad siger dine omgivelser til det?
” Min familie synes, det er spændende, men ville nødig selv nyde noget af den slags. Mine venner synes, at jeg er for meget i Roskilde og at det er lidt langt ude at tro, at man kan ro hele vejen til Irland… ja, det var der faktisk en af min venner, som troede, at vi skulle,” griner Laura.