Arkiveret

Pakningen af skibet helt afgørende

Foto: Werner Karrasch
Foto: Werner Karrasch
Udgivet: 12/07-2008
Arkiveret: 31/12-2008

Havhingsten vejer 25 ton. Heraf er 15 ton ballast, udstyr og mandskab. Pakkes det forkert er skibet vanskeligt at styre og bevæger sig uhensigtsmæssigt i søen.

Ansvaret ligger tungt på skibsrekonstruktør og 1. styrmand Vibeke Bischoff. Hun har ansvaret for at pakke Havhingsten med omkring 10 ton mad og udstyr – det meste placeret under dæksplankerne. Det samlede deplacement – den samlede vægt af skib, udstyr, besætning og proviant – ligger på omkring 25 ton.

Hver gang skibet stævner ud på længere sejladser, skal der være proviant og vand til 5 – 6 døgn for 65 personer. Provianten plus diverse udstyr vejer 5,4 ton. Besætningens samlede vægt er ca. fem ton. Utallige genstande skal stuves ned under dæksplankerne, og det er afgørende for skibets balance og evne til at manøvrere, at Vibeke Bischoff nøje har overvejet hver enkelt genstands placering.

”Det er ikke sket for mig endnu, men hvis jeg nogensinde får et mareridt om pakning og vågner svedende op om natten, så har jeg drømt, at jeg har fået placeret for meget vægt langt forude i skibet og for langt bagude i skibet. Dette kan faktisk betyde, at skibet bliver belastet forkert under sejlads”, forklarer Vibeke Bischoff.

”Gennem flere års sejladser er der udarbejdet en meget nøjagtig manual for pakningen baseret på erfaring og eksperimenter for at få sejlcenteret, skibets omdrejningspunkt placeret optimalt. Hovedvægten skal ligge en anelse bag midten af skibet for at løfte forskibet en smule, når vi gør fart. Det betyder, at skroget har den fleksibilitet og dynamik der gør, at skibet kan styres uden det store pres på roret.

”Der er sikkert mange, der ikke ved, at når Havhingsten er perfekt pakket og rig og sejl perfekt trimmet, så er det minimalt, hvad rorgængeren overhovedet bruger roret for at styre sin kurs”, siger Vibeke Bischoff.

”For at nå dette resultat skal ballasten og så meget af lasten centreres i båden. Som jeg nævnte før: Så lidt last som muligt langt agter og så lidt som muligt langt forude er et bærende princip. Har vi for meget vægt foran i skibet, vil det søge op i vinden og har vi for meget vægt bag, vil skibet søge væk fra vinden”.

”Vi er nu blevet så rutinerede, at jeg kan pakke Havhingsten på bare én dag, med hjælp af 10 personer”, siger Vibeke Bischoff.


Oprettet af Lars Normann