Arkiveret

Sejladsforsøg med Havhingsten

Foto: Claus Laage-Thomsen
Der blev roet igennem på fjorden ud for Spangereid - med og uden mast. Foto: Claus Laage-Thomsen
Udgivet: 09/07-2007
Arkiveret: 31/12-2008

I næsten fem døgn har Havhingsten ligget indeblæst på Norges sydspids. Men i dag kunne skib og besætning stå ud fra Båly havn ved Lindesnes og få nogle flere sømil under kølen.

Der er fortsat ikke gunstig vind for at krydse Nordsøen, men de 10-14 sekundmeter vind fra vest var ideelt for en række forsøg, som forskerne på Vikingeskibsmuseet har bedt besætningen udføre undervejs på togtet til Dublin.

Fra morgenstunden blev skibets mast lagt ned for at justere skibets vindmåler og smøre hjulet i toppen af masten.

Derefter roede besætningen Havhingsten igennem fire forsøg på tid. Først blev der roet på alle årer med masten nede og bagefter med hver anden åre. Hvert forsøg varede 10 minutter, og den tilbagelagte distance var stort set den samme; 0,33 og 0,34 sømil på 10 minutter i modvind (10 m/sek.).

Mast og rig koster fart

Altså stort set samme fart uanset om skibet bliver roet med hver anden årer eller dobbelt så mange. Det skyldes primært, at pladsforholdene på Havhingsten er så trange, at det er vanskeligt at trække igennem, når alle skal ro på samme tid.

”Der er slet ingen tvivl om, at det er fornuftigst at ro på hver anden åre,” konkluderede skipper Carsten Hvid.

Et andet forsøg viste, at masten og riggen fanger meget vind. To lignende forsøg med masten oppe gav kun 0,19 sømil under kølen på 10 minutter. Masten og riggen koster altså mere end en tredjedel af farten ved roning i modvind.


Oprettet af Henrik Kastoft