Byg din egen eventyrbåd

Lad børnene eksperimentere med bådebyggerkunsten på Vikingeskibsmuseet. Copyright: Vikingeskibsmuseet i Roskilde
I Byg Båd værkstedet kan man bygge præcis den båd man vil - uanset om det er med inspiration fra de fem vikingeskibe i Vikingeskibshallen eller om det er et sejt fantasiskib.
Udgivet: 12/05-2025

Hver dag bygges der små modelskibe med store idéer i den populære børneaktivitet ’Byg-Båd værkstedet’.

Det er både lagt op til leg og læring mellem høvlebænkene i Byg-Båd værkstedet.

Her er der ingen færdige modeller eller manualer – kun fri adgang til at børn og barnlige sjæle kan forme deres helt eget fartøj med de træstumper, stofrester, sejlgarn, søm og snor, som ligger klar. 

Værkstedet giver mulighed for at prøve kræfter med bådebyggerhåndværket og hvert af skibene får deres helt unikke udtryk.

Praktisk information
Byg Båd-værkstedet er åbent hver dag fra kl. 10.00 til 17.00 i perioden 1. maj til 20. oktober. Det kræver ikke tilmelding, og aktiviteten er inkluderet i entréen til museet. 
Der er plads til både store og små idéer, og børn i alle aldre kan være med
Ofte lader også forældre og bedsteforældre sig rive med.

Tag hjem med et lille skib i hånden og en stor oplevelse i rygsækken. 

Skibsbygning i børnehøjde

Nogle børn arbejder koncentreret med et skrog, der ligner et af vikingeskibe de har set i havnen. 

Andre eksperimenterer frit og bygger flydende fantasifartøjer med sjove former og mange kanter. Og det er lige præcis meningen. 

Byg Båd-værkstedet er ikke et sted, hvor der bygges "rigtigt" eller "forkert". Det er et rum for leg, nysgerrighed og skaberglæde. Børnene lærer gennem hænderne og sanserne – og nogle gange uden selv at opdage det.

Fra fantasi til funktion

Uanset hvor fantasifuldt et skib ser ud, kommer der hurtigt spørgsmål på bordet, som rækker ind i virkelighedens verden.

Hvordan får man skibet til at flyde? Hvad betyder det, hvis det er tungt i den ene ende? Hvilken forskel gør et sejl egentlig? 

Når bådene er færdige, kan de afprøves i museets testbassin, hvor de bliver sat på vandet og skal bevise, om de kan flyde og måske klare en sejltur på en lille meter eller to.

Her oplever børnene, at noget virker – og noget ikke virker. 

Måske vælter skibet, eller det synker til bunden med det samme. Så må der bygges om, ændres, tilpasses. På den måde bliver skibsbygning til både kreativ udfoldelse og en introduktion til grundlæggende principper som balance, opdrift og konstruktion.

Det er lige dele håndværk og opdagelse – og en konkret, kropslig måde at lære på, som mange børn elsker.

En aktivitet med historiske rødder

Selvom værkstedet er fyldt med små hænder og store idéer, trækker det tråde langt tilbage i historien. 

I selve værftsområdet udenfor kan man se museets professionelle bådebyggere arbejde med at rekonstruere vikingeskibe ved hjælp af traditionelle redskaber og teknikker. Den viden og erfaring, som ligger bag de store skibe, danner også grundlaget for børnenes arbejde – bare i børneskala.

Personalet i værkstedet står klar til at hjælpe og guide – ikke med at diktere, men med at inspirere og svare på spørgsmål. 

På den måde bliver Byg Båd-værkstedet mere end bare en hyggelig aktivitet. Det bliver en sanselig indgang til håndværk, historie og teknologi – og et møde med den viden, der har formet nogle af verdens mest avancerede træskibe.

Aktiviteter på Vikingeskibsmuseet 1. maj - 27. juni 2025:

Gå ombord i langskibet
Vikingeskibet ‘Havhingsten fra Glendalough’ er åbent for besøgende 10 – 17

Se et krigsskib fra vikingetiden blive bygget
På bådeværftet bygger vi en rekonstruktion i fuld størrelse af vikingeskibet 'Skuldelev 5'.
De professionelle bådebyggere arbejder hver dag fra 10 - 17

Rundvisninger 1. maj - 31. august
11.00: Rundvisning i Vikingeskibshallen/museumsøen (Engelsk, 50 min.)
12.00: Rundvisning på Bådeværftet (Engelsk, 50 min.)
13.00: Rundvisning i Vikingeskibshallen/museumsøen (Engelsk, 50 min.)
14.00: Rundvisning på Bådeværftet (Engelsk, 50 min.)

Byg båd-værksted på Bådeværftet:
Byg og test - er dit skib sødygtigt?
Værkstedet er åbent alle dage 10.30 – 17.00.
Du må bygge alle de både, du vil, når der er købt entrébillet.

Sejlture på fjorden
Vi tilbyder sejladser i traditionelle, nordiske træbåde på Roskilde Fjord.
Sejlturene kræver særlig billet.

Mød håndværkerne
Hver sommer sætter vi fokus på de håndværk, der omgiver vikingeskibene, og som var uundværlige for vikingetidens søfolk. 


Oprettet af Carla Kjeldgaard Clausen