En ny bestyrelse skal føre planerne om et nyt Vikingeskibsmuseum i mål

Erfarne profiler fra kultur, ledelse og samfundsliv tager plads i Vikingeskibsmuseets bestyrelse i de kommende fire år, hvor det historiske byggeprojekt skal balanceres med museets daglige drift og faglige udvikling.
Udgivet: 27/04-2026

Erfarne profiler fra kultur, ledelse og samfundsliv tager plads i Vikingeskibsmuseets bestyrelse i de kommende fire år, hvor det historiske byggeprojekt skal balanceres med museets daglige drift og faglige udvikling.

Vikingeskibsmuseet står foran en definerende periode i museets historie. Efter sommerferien går byggeriet af den nye udstillingsbygning til de fem originale vikingeskibe i gang – og den skal efter planen åbne om tre år. Sideløbende hermed skal planerne for den gamle Vikingeskibshal konkretiseres, og der skal skaffes penge til denne del af projektet. Samtidig skal museet løse alle sine daglige opgaver og tage imod gæster fra hele verden.

Museets bestyrelse står således med ansvaret for en ekstraordinær stor og kompleks opgave, der stiller markant større krav til bestyrelsens samlede strategiske profil og ledelseskompetencer. Derfor har den tidligere bestyrelse gennemført en lang og grundig proces, som nu har ført til udpegning af en ny bestyrelse med tung ledelseserfaring, relevante kompetencer og en god balance mellem fornyelse og kontinuitet, samt lokal og national forankring og internationalt udsyn. 

Den nye bestyrelse består af:

  • Tomas Breddam, borgmester i Roskilde Kommune
  • Jette Tjørnelund, viceborgmester i Roskilde Kommune
  • Jesper Reming Tangbæk, byrådsmedlem i Roskilde Kommune
  • Gurli Martinussen, rådgiver og tidligere direktør for Trygfonden
  • Lars Bernhard Jørgensen, rådgiver inden for turisme og destinationsudvikling
  • Lasse Spang Olsen, selvstændig producent og filminstruktør
  • Søren Bak-Jensen, direktør for Arbejdermuseet
  • Mikkel Haarder, underdirektør i Dansk Industri

En ny bestyrelse med ansvar for de kommende fire år

Bestyrelsen får i de kommende fire år ansvar for realiseringen af det nye Vikingeskibsmuseum i et tæt samarbejde med museets direktør og bestyrelsen for Vikingeskibsmuseets Ejendomsselskab. Den skal understøtte museets udvikling og langsigtede bæredygtighed, og den skal repræsentere museet med legitimitet og troværdighed. 

Bestyrelsen skal også være med til at forankre museets udvikling i relevante strategiske samarbejder og netværk og den spiller en vigtig rolle i at videreudvikle museets position i både danske og internationale sammenhænge.

Bestyrelsens formand Tomas Breddam ser positivt på den nye bestyrelse:

Vi har haft et klart mål om at sammensætte en bestyrelse med den rette tyngde og kompetencebredde til den opgave, museet står overfor. Det synes jeg vi er lykkedes med” siger formand Tomas Breddam. ”Den nye bestyrelse udgør et stærkt hold, der både rummer solid strategisk ledelseserfaring, museumsfaglighed med international rækkevidde og kompetencer indenfor oplevelsesdimensionen.

Flere af de nye bestyrelsesmedlemmer ser frem mod den opgave, der venter.

Jeg glæder mig til at koble min interesse for arkæologi og historie med udviklingen af Vikingeskibsmuseet i Roskilde,” siger Lasse Spang Olsen. “I en tid med store forandringer er der en unik mulighed for at styrke museets fortælling og skabe oplevelser, hvor publikum ikke bare ser historien, men mærker den og bliver en del af den.”

Også Søren Bak-Jensen peger på projektets særlige tyngde.

Etableringen af et nyt Vikingeskibsmuseum er et af de mest ambitiøse og samtidig komplekse projekter i museumsverdenen i dag,” siger han. “Jeg ser meget frem til at bidrage til bestyrelsens arbejde med at sikre gode rammer og klar retning for både udvikling og løbende drift.”

Fokus på fællesskab, dialog og videre udvikling 

Bestyrelsen vil fremover få et kollektivt ansvar for at sikre en sammensætning, der opfylder museets behov for bestyrelseskompetencer. Det betyder i praksis, at bestyrelsen fremover selv skal udpege fem af otte medlemmer – mod tidligere et ud af seks. Samtidig sker udpegningen ud fra en vurdering af relevant kompetence, erfaring og profil.

Jeg glæder mig til samarbejdet med den nye bestyrelse”, siger museumsdirektør Tinna Damgård-Sørensen. ”Den er sammensat efter en lang og omhyggelig proces, og med stor omtanke for museets strategiske behov. Jeg får en virkelig kompetent bestyrelse at spille sammen med. En bestyrelse, der både kan inspirere og motivere, stille de vigtige spørgsmål og træffe gode og nødvendige beslutninger”.

Som en konsekvens af beslutningerne om principperne for bestyrelsens fremtidige sammensætning skal museets venneforening ikke fremover udpege medlemmer til museets bestyrelse. Det ændrer dog ikke ved museets store værdsættelse af den interesse og det engagement, der ligger bag vennernes særlige tilknytning til museet. 

Vi vil også fremover gøre os umage for at skabe gode rammer for alle, der ønsker en særlig tilknytning til museet”, siger direktør Tinna Damgård-Sørensen. ”Vi vil i de kommende år forstyrre livet på havnen med vores byggeplads, og vi får brug for forståelse, tilgivelse, opmuntring og gode venner, der vil bakke os op. Venner som vil dele vores glæde og forventning til det nye museum, der kommer til at skabe endnu bedre tilbud til alle, der har lyst til at besøge og bruge museet”.

Ud over vennerne har vi en helt særlig relation til de mange frivillige, der med deres engagerede indsats i bådelaug, fokusgrupper og daglige opgaver er med til at gøre Vikingeskibsmuseet til det helt særlige sted, det allerede er” fortsætter direktør Tinna Damgård-Sørensen. ”Det store, brede engagement, der udvikles i samspillet mellem museet, venner og frivillige, rummer et kæmpe potentiale, som vi vil udvikle og skabe endnu bedre rammer for i det nye Vikingeskibsmuseum”.

Om Vikingeskibsmuseets nye bestyrelse

Bestyrelsens størrelse:
Bestyrelsen forøges fra seks til otte medlemmer.

Bestyrelsens samlede profil og kompetencer:
› Strategisk og politisk ledelseskapacitet
› Offentlig ledelse, governance og økonomistyring
› Fonds- og bestyrelseserfaring
› Strategisk forretningsudvikling og operationalisering
› Museumsfaglig kompetence med internationalt udsyn
› Kompetence inden for oplevelsesdimension og publikumstiltrækning
› International rækkevidde
› Lokal forankring

Principper for udpegning:
Roskilde byråd udpeger to til tre medlemmer til bestyrelsen. 
De øvrige bestyrelsesmedlemmer udpeges af den samlede bestyrelse ud fra følgende principper:

› Strategiske behov 
› Bestyrelsen har samlet ansvar for sin kompetenceprofil
› Udpegning sker med fokus på:
  › Konkret faglig relevans - i forhold til bestyrelsens opgaver og ansvar
  › Erfaring med tilsvarende kompleksitet og ledelsesopgave
  › Evne til at bidrage aktivt i strategisk dialog
› Bestyrelsen skal fremstå med en samlet profil, der understøtter:
  › Legitimitet i fonds- og netværkssammenhænge
  › Evnen til at løfte et projekt af national og international betydning

Honorering:
Bestyrelsesarbejdet er ikke honoreret

Vedtægtsændring:
Den nye kompetenceprofil og de nye principper for udpegning har ført til en ændring af museets vedtægter, der bl.a. indebærer, at Vikingeskibsmuseets Venner ikke fremover udpeger medlemmer til museets bestyrelse. 
Venneforeningen har tidligere udpeget to medlemmer, der skulle opfylde definerede kompetencekrav. 
De to medlemmer har således ikke repræsenteret foreningen eller foreningens interesser.


Oprettet af Rikke Tørnsø Johansen