Lørdag den 14. juni spoler vi tiden over 1000 år tilbage. Faktisk helt tilbage til år 1013.
I dette år prøvede den danske vikingekonge Svend Tveskæg at erobre England.
Denne historiske begivenhed bliver børn, forældre og deres bedsteforældre en del af til årets familiedag for medlemmer af Foreningen Vikingeskibsmuseets Venner.
Under dagens familierundvisning skal I nemlig hjælpe kong Svend med at indtage England fra det genskabte krigsskib Helge Ask.
I træner at komme hurtigt i land og bruge både skjold og sværd på Strandengen foran Vikingeskibshallen, så I er klar til kampen mod englænderne.
Program for familiedagen for medlemmer af Vikingeskibsmuseets Venner
Lørdag den 14. juni
Aktiviteter fra klokken 14.00-17.00
Kl. 14.00 - 17.00: Gå ombord på det genskabte krigsskib Helge Ask
Kl. 14.00 - 14.45: Familierundvisningen ‘Svend Tveskægs krigsfærd’
Kl. 14.20 - 15.40: Sejl ud på fjorden i vikingeskibenes efterkommere
Kl. 15.30 - 16.15: Skuldelev 5 særrundvisning i hallen
Kl. 15.50 - 17.10: Sejl ud på fjorden i vikingeskibenes efterkommere
Ny viden når krigsskibet genopstår
Efter den livlige genopførsel af Svend Tveskægs erobringstogt fra kanten af krigsskibet Helge Ask, inviterer vi jer med på en rejse ind i museets faglige arbejde med at forstå det originale vikingeskib ‘Skuldelev 5’.
På dagens særrundvisning bliver I ført gennem museets eksperimentalarkæologiske arbejde.
I går først tæt på den kulturhistoriske tolkning af det 1000 år gamle skib i Vikingeskibshallen.
Derefter træder I tilbage ned i museets rekonstruktion af krigsskibet fra 1991 ‘Helge Ask’ for at høre, hvad vi har lært om det arkæologiske skibsfund ved at genskabe og sejle det i mere end 30 år.
Særrundvisningen slutter af på bådeværftet, hvor bådebyggerne er i gang med at genskabe netop ‘Skuldelev 5’ igen i en ændret form - for denne gang har museet flere årtiers erfaring inden for maritim eksperimentalarkæologi.
Sejl ud på Roskilde Fjord
Som en del af familiedagen vil I også få mulighed for at prøve kræfter med vikingetidens søfart under åben himmel, med vand under kølen og blæst i håret.
For medlemmer af Foreningen Vikingeskibsmuseets Venner vil der være i alt 40 gratis pladser ombord på museets nordiske træbåde.
På sejlturen vil I opleve, hvordan det var at være viking til søs. Vi benytter nemlig præcis de samme drivmidler, som vikingerne gjorde; årer og det firkantede råsejl.
Du og den øvrige besætning ombord deltager aktivt i sejladsen med at ro, sætte sejl og udføre andet 'sømandsarbejde'.
Tilmeld jer til sejlturene via dette link (Tilmeldingsfristen for sejlturene er 7. juni)
Bliv en god ven af Vikingeskibsmuseet
Familiedagen er et af de særlige arrangementer, som bringer medlemmer af Foreningen Vikingskibsmuseets Venner tættere sammen og giver vores medlemmer mulighed for at vise museet frem til venner og familiemedlemmer.
”Jeg forstår ikke, hvorfor alle i Roskilde ikke er medlemmer af foreningen. Vi bor jo 500 meter fra museet, så alle vores børnebørn, venner og bekendte har været tvangsindlagt til et besøg på Vikingeskibsmuseet. Det er jo en helt fantastisk mulighed at være medlem af Vikingeskibsmuseets Venneforening. Så kan man få en gratis gæst med på museet, vise rundt og prale af Roskilde. ,” lyder det fra Ole Ekstrand, der har været medlem af Vikingeskibsmuseets Venner så længe han kan huske.
Foreningen Vikingeskibsmuseets Venner blev stiftet i 1990 af en kreds af historisk interesserede med det formål at støtte Vikingeskibsmuseets arbejde og udvikling.
Udover den årlige familiedag afholder foreningen en række foredrag om vikingetiden, bådebyggerhåndværk, arkæologi og forskning hvert forår og efterår.
Medlemmer af Vikingeskibsmuseets Venner
- Får fri adgang til Vikingeskibsmuseet inkl. en ledsager så længe medlemskortet er gyldigt
- Får fri adgang til foredrag og andre aktiviteter arrangeret af foreningen
- Har mulighed for at købe Vikingeskibsmuseets egne publikationer og varer fra museumsbutikken med en fordelagtig rabat.
Medlemskontingentet er 350 kr.
For medlemmer af Vikingeskibsmuseets bådelaug er kontingentet 125 kr.
Læs mere om foreningen Vikingeskibsmuseets Venner, og hvordan du bliver medlem her…