Foredrag: Jernalderens kvinder, køn, magt og identiteter

Udgivet 29/04-2024

Den 2. maj 2024 kl. 19:30 inviterer Foreningen Vikingeskibsmuseets Venner til spændende foredrag om jernalderens kvinder.

Foredraget holdes af Katrine Balsgaard Juul, ph.d. i forhistorisk arkæologi og ekspert i jernalderens kvinder, køn, magt og identiteter.

I jernalderens grave fungerer gravgaverne som symboler for afdødes køns- og identitetsroller. Dermed fortæller gravgaverne også om det samfund og den kultur, som afdøde har været en del af.

Men hvad kan den nyeste forskning egentlig fortælle os om jernalderens kvinder, køn, magt og identiteter? Var magt delt mellem kvinder og mænd? Og hvordan genfinder vi sporene efter netop magt?

Foredraget om jernalderens kvinder er en tankevækkende tids og opdagelsesrejse gennem århundreders dansk arkæologi.

Det udfordrer traditionelle opfattelser af kvinder, køn, magt og identiteter i jernalderen. Foredraget formidler akademisk viden på en letfordøjelig og tilgængelig måde med et glimt i øjet og skarpt fokus på at gøre kvinde(for)historien synlig fra arkæologiens barndom til i dag.

Foredraget foregår torsdag den 2. maj kl. 19:30 i Vikingeskibshallen. Dørene åbnes kl. 19.00.

Bliv medlem af Vikingeskibsmuseets Venner

Der er mange fordele ved at melde sig ind i foreningen 'Vikingeskibsmuseets Venner'. Du får blandt andet fri adgang til Vikingeskibsmuseet med en ledsager året rundt, og du kan gratis deltage i de spændende foredrag, som foreningen arrangerer.

Foreningen Vikingeskibsmuseets Venner blev stiftet den 26. november 1990 af en kreds af historisk interesserede med det formål at støtte Vikingeskibsmuseets arbejde og udvikling. Foreningen er repræsenteret i museets bestyrelse, men er organiseret som en uafhængig forening.

Venneforeningen hjælper blandt andet med frivilligt arbejde på museet, og cirka en tredjedel af kontingentmidlerne doneres til konkrete projekter på museet.

Medlemskab:

Som medlem af Vikingeskibsmuseets Venner får du:

  • Fri adgang til Vikingeskibsmuseet inkl. en ledsager, så længe medlemskortet er gyldigt.
  • Fri adgang til foredrag og andre aktiviteter arrangeret af foreningen.
  • Mulighed for at købe Vikingeskibsmuseets egne publikationer og varer fra museumsbutikken med en fordelagtig rabat.

» Tilmeld dig foreningen her

Fakta om Venneforeningens foredrag

Sted: Vikingeskibshallen
Dato: Torsdag den 2. maj 2024
Tid: kl. 19.30
Pris for medlemmer + en ledsager: gratis
Pris for ikke-medlemmer: 50 kr.