Gør din fritid mere eventyrlig - Sejl med Vikingeskibsmuseets skibe i et bådelaug

De fem genskabte vikingeskibe sejler på Roskilde Fjord. Copyright: Vikingeskibsmuseet i Roskilde.
Her sejler bådelaugene i museets fem rekonstruktioner af Skuldelevskibene. I Vikingeskibsmuseets bådelaug lærer du at sejle med laugets skib. Flere laug har ugentlige sejldage og laugene arrangerer også fællessejladser, weekendture og længere sommerferieture.
Udgivet: 20/02-2025

Nye venskaber, store naturoplevelser, klare stjernehimler, saltvand i håret og historiske materialer mellem hænderne. Lad computeren og den fyldte mailindbakke blive hjemme og brug din fritid på fjorden i et vikingeskib eller et traditionelt træskib.

Meld dig ind i et bådelaug på Vikingeskibsmuseet.

Her træder du ind i et fællesskab med stor forståelse for naturens kræfter på havet og det særlige liv ombord på de traditionelle træskibe og genskabte vikingeskibe.

”Der er altid god stemning, uanset om vi står og maler i snevejr eller sejler rundt i aftensolen. Det er også en helt særlig følelse at være med til at vedligeholde en 130 år gammel Nordlandsbåd,” fortæller Sara Næss Elleskov, der sejler Nordlandsbåd Rana, som er bygget i Norge.

Lær at sejle på historiens præmisser

Når du træder ombord i Vikingeskibsmuseets skibe, træder du ind i et fællesskab af passionerede entusiaster, unge som gamle, der deler kærligheden til havet og historien.

De erfarne medlemmer af bådelaugene vil guide dig gennem hvert skridt, så du snart selv vil mestre kunsten at klargøre, vedligeholde, ro, sætte sejl og navigere de majestætiske skibe gennem fjorden, som vores forfædre gjorde det.

Sammen beskytter vi ikke blot skibene, men også de værdier og traditioner, de repræsenterer.

Årlig pris for medlemskab af et bådelaug

Almindeligt laugsmedlem: 750 kroner

Støttemedlem (sejler maksimalt 3 dagture i sæsonen): 375 kroner

Studerende & unge under 25 år: 375 kroner

Børn og unge under 18 år: Gratis

Medlemsfordele:
Adgang til hele Vikingeskibsmuseet med én ledsager
Rabat i Museumsbutikken
Adgang til faglige arrangementer for bådelaugene mm.

Hvert enkelt laug har derudover et kontingent på et par 100 kroner. 
Ved de årlige togter, betaler man en dagspris på omkring 100 kroner, der dækker morgenmad, frokost og aftensmad.  

» Læs meget mere om bådelaugene her, hvor du også kan melde dig ind...

Levende fortællinger for sejl

Som en del af et sejlende fællesskab oplever du vores maritime historie på en måde, som ingen bog, film eller serie nogensinde kan nå op på siden af.

For hvordan er det at sove under åben himmel efter en hel dags roning? Hvordan lyder det, når vinden tager fat i et sejl lavet af uld? Hvordan arbejder man sammen om at lægge til, hvis vinden pludselig tager til?

Vores autentiske vikingeskibe er ikke blot genstande, de er levende fortællinger om en epoke, der formede verden, som vi kender den i dag.

Til hver af bådene hører et bådelaug. Det er alle fællesskaber, der giver en stærk forbindelse til vores fælles fortid.

Eventyrlige sommerferietogter 

De aller største oplevelser får du, hvis du vælger at tage med på laugets sommertogt, hvor besætningen sejler ud i det blå i flere uger.

Vikingeskibsmuseets bådelaug har sejlet i farvandene omkring England, Sverige, Norge, Irland, Grønland, Tyskland, Færøerne og endda ned ad Seinen i Paris.

Hvert forår aftales årets sommertogt med Vikingeskibsmuseets sejladstjeneste og bådeværftet. 

Vil du sejle med?

Prøveperiode:
- Sejl med ud onsdage fra 17-20.
- Her mødes medlemmer af laugene på tværs og sejler ud i en eller flere af vikingeskibene.
- Du har mulighed for at sejle med et par gange inden du beslutter, om det er noget for dig. 

Påklædning:
- Bådene er tjærede, du skal derfor have tøj på, der gerne må blive beskidt. 
- Fornuftig påklædning til sejladsen er noget svedtransporterende inderst, et mellemlag og så noget vindtæt yderst. 
- I forårs- og efterårssæsonen kan det være rart med en tynd hue.
- Laugene har et antal redningsveste, man kan låne.

Fysisk formåen:
- Nogle af skibene er store, og der kan være mange tunge løft og seje træk under sejladsen.
- Det kan være udfordrende at komme omkring på skibet på grund af bjælker, spil og tovværk.
- God fysisk form og en god balance er derfor en forudsætning.

Praktisk arbejde: 
- Laugene står selv for vedligehold af bådene og tovværk, mens bådeværftet står for større reparationer.
- Forårsklargøring ligger over nogle weekender i marts måned, så bådene er klar til søsætning i april.
- Afrigningen løber over nogle weekender i oktober/ november.
- Det bliver forventet, at alle medlemmer af lauget deltager i arbejdsopgaverne i det omfang de har tid til.

Find kontaktinformation for Vikingeskibsmuseets bådelaug her:

Nordlandsbåden Rana
Vikingeskibet Havhingsten fra Glendalough
Vikingeskibet Ottar
Vikingeskibet Helge Ask
Vikingeskibet Estrid Byrding
Skuldelev 6-lauget (Vikingeskibene Kraka Fyr og Skjoldungen)
Frederikssundsjollen Marcus Noer