Gokstad Færing nummer otte søsat

De første åretag med Freydis Joanne blev gjort i smult vande. Ombord ses fra venstre, værftets bådebyggerlærling Erik Jochumsen og Carl Sorensen fra Dansk Canadisk National Museum i Edminton, Canada. Foto Werner Karrasch
De første åretag med Freydis Joanne blev gjort i smult vande. Ombord ses fra venstre, værftets bådebyggerlærling Erik Jochumsen og Carl Sorensen fra Dansk Canadisk National Museum i Edminton, Canada
Udgivet 02/04-2009

Vikingeskibsmuseets bådeværft var velbesøgt, da værftets ottende Gokstad Færing startede sin lange rejse til Canada den 1. april

Repræsentanter fra Den Canadiske Ambassade i København, Dansk Canadisk National Museum i Edmonton, Canada, Dansk Canadisk Venskabsforening, Vikingeskibsmuseets bådebyggere og ydrligere godt 50 mennesker var mødt op, da den utroligt smukke Gokstad Færing stod klar til søsætning på museumshavnen.

Byggeriet startede i november sidste år og værftets bådebyggere har haft travlt hele vinteren. Selvom båden er lille, indeholder den præcis de samme byggeprocesser som et kæmpe langskib og konstruktionen minder på mange måder om museets største rekonstruktion, Havhingsten fra Glendalough. Nu er båden endelig klar, nytjæret  og med et flot råsejl.

Men endelig kunne båden dyppe sine smukke linier i havnens kolde fjordvand. Nu går turen videre til Canada. Første stop bliver Halifax i det østligste Canada, hvor den skal udstilles på  The Maritime Museum of the Atlantic, hvor The Tall Ships' Atlantic Challange passerer til juli. Herefter går rejsen videre til Edmonton, mere end 7.000 kilometer væk fra Vikingeskibsmuseet i Roskilde.

Inden båden blev søsat, blev den navngivet “Freydis Joanne” af Kirsten Asperud. Hun er datter af Kresten og Karen Sommer, som er den kontante årsag til at båden kunne bygges. Familien emigrerede til Canada i 1957 og havde gennem et testamente doneret penge til byggeriet.

“Det er et fantastisk projekt og et dejligt skib”, udbrød Carl Sorensen fra Dansk Canadisk National Museum begejstret under den første prøvetur på Roskilde Fjord. Og Vikingeskibsmuseets bådeværdt deler hans begejstring. “Vi bliver aldrig trætte af at bygge Gokstad Færingen. Den er en dejlig udfordring hver gang og en fantastisk mulighed for at formidle vikingetidens bådebygning for publikum”, fortæller Søren Nielsen, leder af museets afdeling for Maritime håndværk og rekonstruktion.


Oprettet af Preben Rather Sørensen