Temadag: Hvordan kan du arbejde (mere) med tværfaglighed i din undervisning?

Temadagen om tværfaglighed er målrettet lærere samt formidlingsmedarbejdere- og inspektører og afholdes 9. februar på Vikingeskibsmuseet. Foto: Natalia Semenova
Udgivet 16/01-2023

Hvordan skaber man tværfaglige undervisningsforløb på museer og kulturinstitutioner? Hvordan kan det foregå i samarbejde med kolleger, og hvordan kan tværfaglighed overhovedet forstås? Det er nogle af de spørgsmål, der vil blive drøftet på temadagen, der er målrettet lærere samt formidlingsmedarbejdere- og inspektører.

NB! Kurset er fuldt booket. 

Vikingeskibsmuseet danner ramme om en temadag om tværfaglighed i eksterne læringsmiljøer for lærere samt formidlingsmedarbejdere- og inspektører 9. februar 2023.

Her præsenteres deltagerne for en række eksempler på, hvordan man kan arbejde med tværfaglighed, og deltagerne får også værktøjer til at undersøge og analysere deres egne muligheder for at arbejde med tværfaglighed i deres hverdag og undervisning.

Temadag: ’Tværfaglighed i eksterne læringsmiljøer’

Det er Skoletjenesten - videncenter for eksterne læringsmiljøer, der afholder temadagen ’Tværfaglighed i eksterne læringsmiljøer’ på Vikingeskibsmuseet.

På Temadagen belyses emnet tværfaglighed ud fra forskellige forståelser og tilgange til begrebet, og dagen byder – blandt meget andet - på oplæg fra Vikingeskibsmuseet, hvor deltagerne vil høre om tværfagligt samarbejde ud fra et mere fag-videnskabeligt sigte, og hvordan museet arbejder med at udvikle den tværfaglige metode til undersøgelsesbaseret undervisning.

Oplæg, praksisspor og mulighedsanalyse

Deltagerne kommer også til at gå i dybden med eksempler på arbejdet med tværfaglighed i temadagens praksisspor, hvor Zoologisk Have i København, KØS Museum for kunst i det offentlige rum og Vikingeskibsmuseet præsenterer konkrete forløb, hvor de har udviklet og afprøvet metoder til inddragelse af tværfaglighed.

I løbet af dagen vil der også blive mulighed for spørgsmål og dialog om tværfaglighed i eksterne læringsmiljøer og dagen slutter med en mulighedsanalyse af, hvordan du selv kan anvende tværfaglighed i din hverdag og undervisning.

Om temadagen på Vikingeskibsmuseet

Temadag ’Tværfaglighed i eksterne læringsmiljøer’ 

Hvornår: 9. februar 2023
Hvor: Vikingeskibsmuseet i Roskilde
Målgruppe: Undervisnings- og udviklingsvarlige i eksterne læringsmiljøer, museumsinspektører og lærere.

Yderligere information:
Du kan læse mere om temadagen, tilmelding mv. på Skolethenestens hjemmeside:


Oprettet af Rikke Tørnsø Johansen