Gratis adgang til vikingernes maritime verden
At være ung handler ikke kun om alder. Det handler om at være nysgerrig, om at drømme og om at prøve grænser af. Måske stod unge i vikingetiden med de samme spørgsmål, som unge stiller i dag: Hvem er jeg? Hvor vil jeg hen? Hvad venter der på den anden side af horisonten?
Fra den 8.–14. september inviterer Vikingeskibsmuseet alle unge med på en rejse tilbage til vikingetiden uden at det koster en krone. Som en del af den landsdækkende ungdomskulturuge K7 kan unge op til 27 år få fri adgang til museet og gå på opdagelse imellem de fem originale vikingeskibe, opleve udstillingerne og de levende værksteder, hvor bådebyggere og håndværkere arbejder med de gamle teknikker.
Her smelter fortid og nutid sammen – og du står midt i det hele.
Fakta om K7 WEEK
Hvornår? 8.–14. september 2025 (uge 37)
Hvor? Vikingeskibsmuseet og mere end 270 kulturinstitutioner i Danmark – samt 15 museer i Sverige
Hvem? Gratis entré for alle unge til og med 27 år. Teater- og koncertbilletter til 40 kr. for unge til og med 25 år
Tryk her og få mere information om K7 WEEK
Her kan du hente dit gratis K7-kort (for alle op til 27 år)
Sidste år deltog mere end 70.000 unge i K7 WEEK
Få sejlads til reduceret pris med K7 kortet
Vil du mærke vikingernes verden helt tæt på? Med K7-kortet kan du tilkøbe en sejltur på Roskilde Fjord for kun 140 DKK (normalpris er 300 DKK / 245 for studerende)
På sejladsen får du årer i hænderne, vind i håret og en oplevelse af at arbejde sammen om at få sejladsen til at lykkes - måske er følelsen den samme som hos vikingerne, når de drog ud i verden for 1000 år siden.
Billetter kan købes online eller direkte på museet. Husk at vælge ’Add On Ticket’ og fremvise dit K7-kort ved ankomst.
Du kan købe billet til sejlads her
K7 åbner kulturen i hele landet
K7 handler om at give unge adgang til kulturen – på tværs af landet og på tværs af genrer. I uge 37 deltager mere end 270 museer, kunsthaller og oplevelsescentre – fra ARoS i Aarhus til Louisiana i Humlebæk. Og for første gang krydser K7 landegrænsen, når 15 svenske museer åbner dørene for unge besøgende.
Den lille forskel på K7 WEEK og K7 PLUS
K7 WEEK er én årlig begivenhed i uge 37, hvor alle op til 27 år kan hente et gratis digitalt kort, der giver gratis adgang. K7 PLUS er et løbende abonnement (eller halvårskort/årskort), som mod betaling kan erhverves af alle op til 27 år og giver rabat til en lang række kulturinstitutioner.