Lille båd på stor vikingeekspedition tæt på mål

Udgivet 20/09-2019

Det lille vikingeskib Skjoldungen, der siden juli har sejlet fra Sognefjord i Norge med Vikingeskibsmuseet i Roskilde som mål, er nu meget tæt på at være fremme - og en tur på 775 sømil er slut. Skibet er nu nået til Danmark. Vind har lige til det sidste været turens store udfordring, for lidt, for meget eller fra forkert retning, har været med til at gøre turen længere end planlagt.

Turen har været sejlet af en skiftende besætning på 18 personer, der i hold på 7-8 personer har været på vej i de næsten 11 uger. Bådens togt har flere formål, dels som en del af Vikingeskibsmuseets eksperimental arkæologiske udforskning af vikingeskibene og deres formåen, og dels at sætte fokus på en fælles nordisk ansøgning til UNESCO om, at få de nordiske klinkbådstraditioner på listen over umistelig kulturarv. 

Skjoldungen blev bygget på Vikingeskibsmuseets bådværft i 2010-2012 efter netop klinkbådstraditionen og er en enestående repræsentant og ambassadør for denne fælles kulturarv.

Oprindeligt var det ønsket, at Skjoldungen skulle nå i havn ved Vikingeskibsmuseet den 17. august, så hjemkomsten kunne fejres samtidig med Museets 50 års jubilæum. Det nåede man ikke. Båden har været blæst inde i Kungshamn på den svenske vestkyst i flere uger, og da båden kun kan komme frem for årer eller sejl, er der ikke andet at gøre end at vente. 

Ventetiden var slut da besætningen for et par dage siden kunne tage afsked med deres svenske værter, og det kunne de med fynd og klem. På 2 døgn har skibet fået tilbagelagt godt 150 sømil med en kort overnatning i Varberg og nåede kl. 2.30 i nat i havn i Gilleleje.  

Men endnu engang blander en drillende vind sig i projektet. De næste par døgn byder kun på modvind, så lige nu vurderes situationen.

Hvornår ankommer de så til Roskilde? Tja, belært af bitter erfaring sender skipper Claus Seneberg kun vage bud på et ankomsttidspunkt, ”Vi har kæmpet for hver eneste sømil og sådan skal det åbenbart fortsætte. Men et ankomsttidspunkt? Ja, vi vil jo allerhelst se domkirken, før vi melder et stensikkert ankomsttidspunkt ud”. Et forsigtigt bud er dog, at de når Roskilde i midten af næste uge.
 

Fakta:

Skjoldungen er en rekonstruktion af originalskibet Skuldelev 6. Originalskibet har selv taget den lange tur fra Norge til Roskilde, undersøgelser har vist, at det var bygget i Vestnorge ca. år 1030.

» Følg båden helt frem til mål her...


Oprettet af Sabine Stubbe Østergaard