Museumsdirektør Tinna Damgård-Sørensen fylder 60 år

Museumsdirektør på Vikingeskibsmuset i Roskilde, Tinna Damgård-Sørensen, fylder 60 år og kan samtidig fejre et sjældent dobbeltjubilæum: 25 år som direktør for Vikingeskibsmuseet og 40 år som ansat samme sted.
Udgivet 16/06-2022

Museumsdirektør på Vikingeskibsmuset i Roskilde, Tinna Damgård-Sørensen, fylder 60 år og kan samtidig fejre et sjældent dobbeltjubilæum: 25 år som direktør for Vikingeskibsmuseet og 40 år som ansat samme sted.

Søndag den 26. juni 1962 blev Tinna Damgård-Sørensen født i København. Ganske få dage senere – den 5. juli 1962 - tog arkæologer ikke så langt derfra fat på en af de mest betydningsfulde og komplicerede udgravninger i Danmarkshistorien: Udgravningen af de fem vikingeskibe, der var blevet fundet et par år tidligere i Roskilde Fjord ud for landsbyen Skuldelev.
Skuldelevskibene, som de samlet kendes som, er i dag klassificeret som værende af enestående national betydning og de har nu igennem 60 år dannet fundamentet for udviklingen på Vikingeskibsmuseet i Roskilde. En udvikling som i meget høj grad er faldet i takt med Tinna Damgaard-Sørensens professionelle livsbane.

Siden 1982 har museets direktør og 60-års fødselar været med på museets rejse. Først som studentermedhjælp og museumsinspektør, og fra 1996 som direktør.  Allerede året efter kunne den nytiltrådte direktør indvie den største fornyelse i museets historie: den nyetablerede museumshavn og -ø med bådeværft og faciliteter til undervisning og publikumsaktiviteter.

Museumsøen åbnede for helt nye måder for formidling af vikingetidens skibe og raffinerede bådebygningskultur, og museet er i dag internationalt anerkendt for det helt særlige samspil mellem de originale skibe og det levende formidlingsmiljø. Det vidner museets mange internationale gæster om, som kommer fra hele verden for at opleve fremragende bådebygningshåndværk, deltage i aktiviteter og sejle på fjorden.

I den ramme videreudviklede og understøttede Tinna Damgård-Sørensen det enestående samspil mellem museets akademiske fagligheder og professionelle håndværkere til et livskraftigt og verdensberømt fagmiljø med speciale i at rekonstruere og genskabe sejlende rekonstruktioner af vikingetidens skibe. Det førte blandt andet til det verdensberømte projekt ’Fuldblod på havet’, hvor museet genskabte et af vikingetidens sagnomspundne langskibe: det 30-meter lange krigsskib, der blev kendt som ’Havhingsten fra Glendalough’. Skibet blev søsat i 2004, og i 2007 – 2008 gennemførte Havhingsten og den 65 personers store besætning et togt til Dublin og retur – en rejse i vikingernes kølvand, der blev fulgt af millioner af mennesker verden over.

Tinna Damgård-Sørensen har som direktør sikret, at Vikingeskibsmuseet i 2015 fik tildelt det juridiske ansvar for marinarkæologien i de danske farvande øst for Storebælt. Det har betydet, at museet i dag har landets største marinarkæologiske afdeling og ekspertise, hvilket i 2021 førte til, at Nationalmuseet overdrog ansvaret for de 5 Skuldelevskibe til Vikingeskibsmuseets samling.

Lige så længe, som Tinna Damgård-Sørensen har været ansat på Vikingeskibsmuseet, har museet arbejdet med at indfange og bevare den uhåndgribelige kulturarv, som knytter sig til de ældgamle, nordiske maritime håndværk og traditioner samt den viden og kunnen, der skal til for at kunne bygge og bruge bådene.

Arbejdet med at genskabe vikingeskibene, som sejlende rekonstruktioner i fuld størrelse, tog sin begyndelse med ’Roar Ege’-byggeprojektet (1982-1984). Det kontinuerlige arbejde med de mange efterfølgende rekonstruktionsprojekter har skabt en helt unik specialiseret bådebyggerkompetence om den nordiske klinkbyggede både på museet. Derfor var Vikingeskibsmuseet også blandt de nordiske institutioner, som i 2021 fik optaget de nordiske klinkbådstraditioner på UNESCOs repræsentative liste over menneskehedens immaterielle kulturarv. Optagelsen er en anerkendelse fra det internationale samfund af, at det at kunne bygge og bruge nordiske, klinkbyggede både skal bevares for eftertiden.

Tinna Damgård-Sørensen har i den grad dedikeret hele sit professionelle liv til Vikingeskibsmuseet. Til at udvikle museet i dialog med tidsånden og samfundet og til at sikre de umistelige vikingeskibe for eftertiden. Arbejdet har været styret af en stærk ambition for museet som et fyrtårn indenfor den marine og den eksperimentelle arkæologi og som en verdensberømt seværdighed. Men det er samtidig ambitionen om at skabe et sted for mennesker med fælles lidenskaber og passioner – Et sted, hvor man mødes om dét, der gør livet værd at leve.

De ambitioner er forsat styrende i arbejdet med et nyt museum – Et arbejde der har været undervejs i mange år og som nu for alvor er rykket tæt på. Et nyt museum, som skal sikre de originale vikingeskibe for eftertiden, og samtidig skabe rammer og indhold, som sikrer at Vikingeskibsmuseet forsat kan udvikle sig i takt med tiden. Med projektet viser Tinna Damgård-Sørensen endnu engang evnen til at gentænke Vikingeskibsmuseets rammer og indhold for at bevare museets kerneværdier i en ny tid, der stiller nye krav og forventninger.

Og endnu engang har Tinna Damgård-Sørensen valgt at bygge arbejdet på det fundament, der gennem årene har vist sig så stærkt: Samspillet mellem museets mange, forskelligartede fagligheder og ekspertiser.  

Tinna Damgård-Sørensen fejres med reception i Vikingeskibshallen den 21. juni.

CV for museumsdirektør Tinna Damgård-Sørensen

Født: 26. juni 1962 i København

Uddannelse
1987 Cand. Phil i historie, Københavns Universitet (speciale i vikingetid/tidlig middelalder)
1980 Klassisk sproglig student, Frederikssund Amtsgymnasium

Ansættelser
1996 - Direktør, Vikingeskibsmuseet i Roskilde
1994 - 1996 Souschef, Vikingeskibsmuseet i Roskilde
1988 - 1994 Museumsinspektør, Vikingeskibsmuseet i Roskilde
1982 - 1987 Studenterarbejde ved Vikingeskibsmuseet i Roskilde
(Skoletjeneste, arkæologisk udgravning, dokumentation af arkæologisk materiale, dokumentation af bådbygningsprocesser, udstillingstilrettelæggelse, produktion og tilrettelæggelse af udstillingskataloger, undervisningsmateriale mm.)
1983 – 1986 Medarbejder i butik/bogcafé, udstillingsbygningen ved Charlottenborg
1982-1983 Redaktion og produktion af Fagavisen, Københavns Universitet, Historisk Institut
1980-1981 Lærervikar ved Præstegårdsskolen i Stenløse

Universitetshverv: Akademisk vejledning/bedømmelse
2010 - 2014 Ekstern vejleder, Ph.d., Roskilde Universitet
1999 - 2006 Censor ved historiefaget, de danske universiteter
2001 - 2002 Ekstern Vejleder, Hovedfagsspeciale, Institut for Arkæologi, Københavns Universitet
2000 Censor, hovedfag, Nordisk Arkæologi, Oslo Universitet

Bestyrelsesposter
2014 - Skoletjenestens bestyrelse (u. stemmeret), repr. for kulturhistoriske museer
2014 - 2020 Museum Sydøstdanmark
2013 - 2015 Kvindecenterfonden Dannerhuset, bestyrelsesmedlem (ekstern)
2013 - 2021 Kulturvidenskabeligt Center RUCMUS, styregruppemedlem
2011 - 2014 Østdansk Turisme, bestyrelsesmedlem
2011 - 2014 Da Danmark blev til, bestyrelsesmedlem
2009 Vikarbureauet PUS A/S, bestyrelsesmedlem
2008 - 2013 RUCMUS; et formaliseret samarbejde mellem Roskilde Universitet og tre museer Styregruppemedlem
2007 - 2013 Skoletjenesten, bestyrelsesmedlem, repræsentant for de kulturhistoriske museer
2003 - 2006 Skoletjenestens Forretningsudvalg, repræsentant for de kulturhistoriske museer
2004 -2010 Tømmerviken Tekstilværsted, Norge, bestyrelsesformand
2000 - 2003 Tømmerviken Tekstilværksted, Norge, bestyrelsesmedlem
2000 - 2002 Lokale og Anlægsfonden, bestyrelsesmedlem, udpeget af Kulturministeren
1997 - 1999 Dansk Kulturhistorisk Museumsforening, bestyrelsesmedlem, repræsentant for de kulturhistoriske specialmuseer
1988 - 2004 The Atlantic Challenge Foundation, bestyrelsesmedlem

Andre poster, medlem af:
2013 – 2020 Styregruppe for RUCMUS
2009 - 2015 Aftagerpanelet, Institut for Kultur og Identitet, RUC
2005 Udvalg vedrørende formidling af kulturarven, nedsat under Kulturministeriet. Beskikket af Kulturministeren
2005 - Advisory Board, Videncenter for Innovation i service og oplevelsessektoren
2004 - 2008 Styringsgruppen for Det Kulturhistoriske Landskab, Skjoldungelandet
2003 - 2007 Wonderful Copenhagens repræsentantskab, repræsentant for attraktioner i Roskilde Amt
2004 - 2005 Styringsgruppe og arbejdsgrupper nedsat af Roskilde Kommune til forberedelse af Roskilde Havnebad
2004 - 2008 Havneforum, Roskilde Havn
1996 - 2007 Amtsmuseumsrådet, Roskilde Amt
1988 – 1996 Kontaktperson til Magisterforeningen for museumsansatte akademikere i
Roskilde Amt

Ledelse af større forsknings- og formidlingsprojekter
2008 - Publikationsprojekt om rekonstruktion af de fem Skuldelevskibe
2004 - 2008 Fuldblod på havet, Forsøgsrejsen: Forsknings- og formidlingsprojekt Gennemførelse af forsøgsrejsen med Havhingsten fra Roskilde til Dublin og retur.
2000 - 2004 Fuldblod på havet, vikingetidens langskib genopstår: Forsknings- og formidlingsprojekt. Rekonstruktion af det 30 meter lange krigsskib, Skuldelev 2, i fuld skala
2000 - 2012 Uldsejl. Vikingeskibsmuseets fortløbende undersøgelser af vikingetidens råsejl, herunder produktion og afprøvning af uldsejl
1998 - 2000 Seafaring Textiles, Interdisciplinary Approarch: Forsknings- og formidlingsprojektet støttet af EU (98/034051 (97/M/I.3))
1998 – 2000 Ottar, Fuldskalarekonstruktion af Skuldelev 1-skibet
1997 – 1998 Kraka, Fuldskalarekonstruktion af Skuldelev 6-skibet

Udvikling af Vikingeskibsmuseet
2021 Den immaterielle kulturarv omkring den klinkbyggede båd optages på UNESCOs liste over immateriel kulturarv
2021 Nyt værdigrundlag, vision, strategi og organisation
2018 – 2019 Prospekt for et nyt Vikingeskibsmuseum
2016 – 2018 Affredning af Vikingeskibshallen
2015 Tildeling af det marinarkæologiske ansvar øst for Storebælt, opbygning af egen arkæologiske samling påbegyndes
2012 – 2015 Helhedsplan for Vikingeskibsmuseet ”Mennesket, skibet og havet” i samarbejde med Roskilde Kommune og Slots- og Kulturstyrelsen
2004 Nationalmuseets marinarkæologiske undersøgelser virksomhedsovertages og dele af Nationalmuseets Marinarkæologiske forskningscenter indlejres
2001 – 2011 Undersøgelser og udvikling af grundlag for restaurering, modernisering og udbygning af den fredede Vikingeskibshal i samarbejde med arkitekt Erik Chr. Sørensen og Henrik Terkelsen, Roskilde Kommune, Realdania, A.P.Møllers Fond og Teknologisk Institut
2001 Vision, strategi og ny forretningsmodel for Vikingeskibsmuseet
1996 – 2000 Realisering og efterfølgende idriftsættelse af Vestprojektet: Udbygning af Vikingeskibsmuseet med administration og restaurant samt samarbejde med vandrerhjem
1996 – 1997 Realisering og efterfølgende idriftsættelse af Museumsø- og havn: Udbygning af Vikingeskibsmuseet med bådeværft, Arkæologisk Fundmodtagelse, Skoletjeneste, publikumsaktiviteter, Produktionsskolevirksomhed, frivillige bådelaug – og udvikling af samarbejde med frivillige foreninger

Priser og udmærkelser
2009 Ridder af Dannebrogordenen
2008 Museumsjuryens specialmuseumspris
1997 En stjerne i Roskilde natten


Oprettet af Rikke Tørnsø Johansen