Med en lydkulisse fra en dykkers vejrtrækning, undervandsfilm, fund fra udgravninger og aktiviteter for børn, åbnes der alvorligt op for fortællinger om kulturarven under havet.
Udstillingen er indrettet i museets arkæologiske værksted, hvor de seneste fund opbevares i et stort vandkar. Karrets indhold knyttes til fortællinger om arbejdet med opmåling, dokumentation og konservering af skibstræ. En stor kortvæg synliggør, hvor i Danmark museets marinarkæologer har fundet fortidsminder, og viser film fra de seneste, store udgravninger. Oplev de forskellige metoder, der bruges til at spore skibsvrag på havbunden og mærk forskellen på konserveret og ukonserveret træ.
I et lille vandkar, er havbunden genskabt med sten, muslingeskaller, knogler, keramik og træ gemt i sandet. Her kan børn i alle aldre udgrave genstande fra forskellige historiske perioder. Et opgaveark vil guide igennem udgravningen og stille spørgsmål, der indbyder til aktivitet og fordybelse i udstillingens fortællinger.
Smøg ærmerne op og rør ved fortiden!
Fakta
Udstillingen åbner i arkæologisk værksted den 10. maj.
Vikingeskibsmuseet marinarkæologer har Sjælland, Øerne og Bornholm samt farvandene øst for Storebælt som deres ansvarsområde. De sikrer truede fortidsminder ved at samarbejde med bygherrer, der planlægger anlægsarbejde, og reagerer på indberetninger fra lokalkendte.
Marinarkæologerne undersøger og udgraver fundsteder fra alle tidsperioder – fra stenalder til nyere tid.



