Sejl med vikingeskibenes efterkommere på Roskilde Fjord

Der er plads til 20 personer om bord på de traditionelle både, som sejler museumsgæster ud på Roskilde Fjord.
Udgivet 01/05-2023

Mærk historiens vingesus til søs. Fra i dag og resten af sommeren kan gæster stige ombord på de traditionelle klinkbyggede både, der er bygget på samme måde som de både, vikingerne sejlede i for tusind år siden.

Traditionen tro, stævnede den første båd fyldt med forventningsfulde gæster ud fra Museumsøen 1. maj som et vidnesbyrd om forårets ankomst til Vikingeskibsmuseet.

Hver eneste dag frem til 30. september vil sejladsinstruktører og gaster sejle besætninger med museumsgæster ud i det smukke kystlandskab på Roskilde Fjord.

En unik oplevelse af den maritime historie

På sejlturen vil sejladsinstruktørerne give jer en unik museumsoplevelse. Alle sanser bliver vakt til live, når de klinkbyggede både stævner ud på naturelementernes præmisser.

Sejladsinstruktøren inviterer jer helt tæt på den maritime historie, når I hjælper med at sætte det traditionelle rå-sejl og får lov til at ro de traditionelle træbåde.

Når vinden fører båden fremad og årene bryder vandoverladen, så er den taktfaste plasken som et ekko fra en tusind år gammel fortid, der giver genklang i kroppen og sender dig på en sansende rejse tilbage til vikingetiden.

Nye instruktører klar

Hele sidste uge blev museets nye instruktører og gaster trænet i at sejle de forskellige nordiske både, som alle har hver deres små spidsfindigheder.

Museet har en bred vifte af traditionelle nordiske både, og på de mest travle dage sejler tre både i timen ud og ind af Museumsøens havn. De nye instruktører og gaster skal derfor være fortrolige med alle museets forskellige både.

Der er altid en sejladsinstruktør og en gast med ombord på skibene, og alle sejladser starter med en gennemgang af sikkerheden ombord. Vi forbeholder os retten til at aflyse på dagen, hvis vejret er for barskt.

Vikingeskibenes efterkommere

Vikingeskibsmuseets sejladsinstruktører sejler for det meste de store færøske både Sulen og Storkjoven med plads til 20 gæster ud over instruktør og gast. Museets bådeværft byggede i 2018 de to store færøbåde med 10 årer i hver side - på færøsk kalder man bådene for 'teinæringur'.

De to både blev begge bygget af Hanus Jensen, der er traditionel bådebygger fra Færøerne. Han er én af bare en håndfuld skandinaviske bådebyggere, der stadig kan bygge en båd uden en tegning. De fleste moderne bådebyggere i dag bygger efter nøjagtige opmålte skitsetegninger.

Hanus bygger 'bare' ved hjælp af enkelte mål og en masse overleveret erfaring og kendskab til materialer, byggemetode, sejlteknik samt det farvand, båden bygges til. Fuldstændig den samme intuition, som vi regner med at bådebyggere i vikingetiden brugte, når de skabte deres skibe.

Se de daglige tidspunkter for sejladser her og tag med ud på Roskilde Fjord …

Praktiske Informationer

Billetter og booking

Billetsalg foregår på Museumsøen på dagen for dit besøg efter først-til-mølle princippet.

Bookingen kan ikke oplyse om antallet af ledige billetter på dagen.

Booking online: Vil man være sikker på at få en plads ombord, kan man købe en billet til en af de udvalgte afgange, der sælges online.

» Køb billetter online på Visit Fjordlandets billetportal til et udvalgt antal afgange her...

Priser

Daglig sejlads: 
130 kr. i tillæg til entrébilletten (per person)

Museumsentré:
voksen:
 160 kr.
Barn: Børn under 18 år har gratis adgang
Familiebillet: 300 kr. (2 voksne + alle børn under 18 år)

Køb af sejladsbillet forudsætter køb af entrébillet til Vikingeskibsmuseet.

Sikkerhed

Børn ombord: Der er enkelte pladser om bord til børn (mellem 4 og ca. 14 år) og andre der ikke kan ro. Der skal minimum 4 ro-dygtige gæster til en afgang, før den kan gennemføres. Børn under 4 kan desværre ikke deltage i sejladser. Børn skal altid ledsages af en voksen.

Vejr og vind: Vi forbeholder os ret til at aflyse, hvis der ikke er deltagere nok, eller hvis vejret er en risiko for sikkerheden. Medbring altid praktisk tøj.

Udstyr: Alle sejlture er inklusiv udlevering af redningsvest og introduktion til skib, roning og sejlads.

Mandskab: Alle sejladser med museumsgæster ledes af en af vores erfarne sejladsinstruktører og med ombord er også en erfaren gast som skibsassitent.