Sikkert forårstegn: Vikingeskibet Havhingsten er klar til forårssøsætning

Den 9. april summer det af aktivitet på Vikingeskibsmuseet. Det 30 meter lange vikingeskib, Havhingsten, skal i vandet efter en lang vinter på land - og det klares selvfølgelig med håndkraft og rå muskelstyrke.
Udgivet 28/03-2022

Den 9. april summer det af aktivitet på Vikingeskibsmuseet. Det 30 meter lange vikingeskib, Havhingsten, skal i vandet efter en lang vinter på land - og det klares selvfølgelig med håndkraft og rå muskelstyrke.

Det er et imponerende syn, der venter gæsterne på Vikingeskibsmuseet i Roskilde lørdag den 9. april fra omkring kl. 13.00. Her bliver verdens længste rekonstruktion af et vikingeskib - Havhingsten - søsat efter en lang vinter på land. Og det foregår selvfølgelig som for 1000 år siden.

Rå muskelstyrke og ingen maskiner

Her er ingen kraner eller andre maskiner. Medlemmer fra de frivillige bådelaug løfter, trækker og skubber det 30 meter lange og 8 tons tunge langskib i vandet ud for Vikingeskibsmuseet i Roskilde. 

- "Det kan vi kun gøre ved fælles hjælp og rå muskelkraft," fortæller Tom Nicolaisen, der er ansvarlig for at koordinere museets mange frivillige. - "Skibet bliver placeret i en træbygget 'skinne', der er smurt med oksetalg. Det får skibet til at glide lettere".

Men der skal alligevel bruges mange kræfter, før skibet er i vandet. De frivillige medlemmer fra bådelaugene står tæt - skulder ved skulder - og løfter skibet med fælles hjælp. Det kræver op mod 100 mand m/k.

– "Det er altid lidt spændende, så man er altid glad, når det lykkes. Det er jo et stort skib, og det er mange mennesker, der skal arbejde sammen for at kunne flytte skibet. Her er virkelig tale om, at løfte i flok, siger Tom Nicolaisen.

Søsætning skyder museets påskeaktiviteter i gang

Lørdag den 9. april er også dagen, hvor museet åbner for påskeferiens mange aktiviteter. I år er temaet 'Mærk fortiden...'. Her inviteres børn og voksne til at gå i arkæologens fodspor for at komme helt tæt på fortiden. I fortidsværkstedet kan man analysere et skelet og i arkæologernes laboratorium kan man se og røre nogle af de genstande, museets marinarkæologer har udgravet fra havbunden omkring Danmark.

Ferieaktiviteterne varer frem til og med mandag den 18. april og programmet byder blandt andet også på familierundvisninger og bagning af fladbrød over bål.

Hele programmet for Påskeferien kan ses her: www.vikingeskibsmuseet.dk/besoeg/aktiviteter/paaskeferie

Fakta om søsætningen den 9. april:

Bådelaugsmedlemmerne starter klargøringen til søsætningen kl 10.00.
Det 30 meter lange krigsskib, Havhingsten fra Glendalough, søsættes fra kl. 13.00. 

Hvor: Vikingeskibsmuseet i Roskilde, Vindeboder 12, 4000 Roskilde

Stærkt fællesskab bag klargøring af skibene

Forårssøsætningen af Vikingeskibsmuseets både bliver hvert år klaret af det store fællesskab af frivillige, der er organiseret i 'bådelaug' omkring museets både, hvor medlemmerne kan dyrke deres fælles passion for sejlads, gamle håndværk og friluftsliv.

Inden vikingeskibene kan komme i vandet, har bådelaugsmedlemmerne lagt et stort arbejde i at klargøre skibene. De foregående weekender er blevet brugt på at skrabe gammel maling af, tjære og male skibene, så der er klar til endnu en sejlsæson. 

I alt bliver det til mange hundrede timers frivilligt arbejde for de i alt 350 medlemmer af Vikingeskibsmuseets bådelaug.

- "Uden deres indsats ville det ikke være muligt at løfte opgaven med at holde vikingeskibene sejlende, og der skal ikke herske tvivl om, at museet er inderligt taknemmelig for deres store engagement og kæmpe arbejdsindsats", afslutter Tom Nicolaisen.

Den store gevinst ligger forude

På trods af, at bådelaugsmedlemmerne nyder fællesskabet omkring bådene, når der tjæres og males, så er det sæsonens sejladser, der er den virkelige gevinst for de mange frivillige.

Med foråret kommer også sejladserne på fjorden, og til sommer drager de enkelte bådelaug afsted på sommertogter i de skandinaviske farvande.

Der er ingen tvivl om, at det især er sejladserne, der motiverer de frivillige til at bruge deres fritid på at gøre skibene klar.

Det er nemlig en helt speciel oplevelse at sejle i de rekonstruerede vikingeskibe. En oplevelse, som på mange måder adskiller sig fra sejlads i moderne lystbåde.

Navnlig det, at skibene sejles af en stor gruppe mennesker, er særligt for vikingeskibssejladserne. Her er man fælles om både sejladser og alt det praktiske, der skal klares, når man går i land for at overnatte. Og ikke mindst er man fælles om friluftslivet og de store naturoplevelser, der venter ude på vandet.

Altid plads til flere i fællesskabet

Vikingeskibsmuseets bådelaug er altid åbne for flere medlemmer og netop søsætningsdagen har ofte fået flere til at få øje på muligheden for at ’gå til vikingeskib’. Der kræves ingen særlige forkundskaber for at man kan være med – kun lysten til udelivet og fællesskabet.

Man kan læse mere om bådelaugene på laugnet.dk


Oprettet af Rikke Tørnsø Johansen