Lørdag den 31. oktober mødes medlemmerne af de frivillige bådelaug for i fællesskab at få museets sejlende flåde på land i vinterhi. Det kræver masser af samarbejde, knofedt og muskelkraft, for de fleste af bådene bliver trukket på land med håndkraft på traditionel vis.
Formiddagen er ren muskelkraft
Bådelaugene mødes om morgenen, og i løbet af formiddagen trækkes alle de mindre fartøjer i museets samling på land ved fælles hjælp. Blandt dem er de to rekonstruktioner af fiskefartøjet Skuldelev 6, Skjoldungen og Kraka Fyr, samt Estrid Byrding, der er en rekonstruktion af handelsskibet Skuldelev 3, og Helge Ask, der er en rekonstruktion af det lille langskib Skuldelev 5.
Havhingsten får hjælp af hestekræfter
Landsætningen af museets store langskib 'Havhingsten fra Glendalough' kræver dog særlige ressourcer. Skibet er hele 30 meter langt, og i vikingetiden har man sikkert suppleret den rå muskelkraft med heste, der har bidraget med at få langskibene sikkert på land. Og vi får faktisk også hjælp af 'hestekræfter' i form af et bjerningskøretøj med mekanisk spil, der bliver ‘spændt for’ for at hjælpe arbejdet på vej.
Det er dog stadig de omkring 100 frivillige menneskers samarbejde og fælles viljestyrke, der skal holde det store skib i balance, når Havhingsten sættes på land. Det er en kæmpe oplevelse at se de mange mennesker, der under kyndig kommando og med masser af slid og slæb får det enorme vikingeskib sikkert på land.
Så kig forbi Museumshavnen og oplev en traditionsrig og stemningsfuld efterårsdag sammen med Vikingeskibsmuseets bådelaug, der haler i skibe og tovværk, og som virkelig viser, hvad et stort fællesskab kan udrette sammen.
Ottar må vente
Mens de øvrige fartøjer trækkes på land med håndkraft, må museets store handelsskib Ottar vente lidt endnu. På lørdag tømmes skibet for ballast, og tirsdag den 3. november tages det på land med kran og lastbil sammen med tre drivkvaser og en Lynæs-jolle. Alle fartøjerne placeres efterfølgende på plænen foran museet sammen med resten af samlingen.
Om Vikingeskibsmuseets bådelaug
Vikingeskibsmuseet har en stor samling af rekonstruerede vikingeskibe og traditionelle nordiske både af træ. Der er tale om unikke både, som hver har deres særlige historie og egenskaber.
De rekonstruerede vikingeskibe er alle 'laugsbåde', der vedligeholdes og sejles af frivillige medlemmer af museets bådelaug. Der er både store laug, med helt op til 200 medlemmer, og ganske små bådelaug, hvor en mindre gruppe mennesker finder et fællesskab omkring de nordiske træbåde.
» Læs mere om bådelaugene her og se, hvordan du melder dig ind...
Selvom bådene nu kommer på land, er der fortsat masser af aktivitet i de frivillige fællesskaber. I løbet af de kolde vintermåneder mødes bådelaugene til sociale og faglige arrangementer, og når fuglekvidder og den første forårssol igen gør sit indtog, starter forårsinspektionen og klargøringen af skibe og udstyr. I løbet af foråret lægges der mange timer i at skrabe, grunde, male, tjære, reparere og vedligeholde skibene, sejl og tovværk. Det er en god forberedelse til sommerens sejladser i de danske farvande og måske længere togter til fjernere kyster.
Et velfortjent hvil
Bådsamlingen kommer på land efter en sommer med mange sømil under kølen. Især de mindre nordiske klinkbyggede både har stævnet ud hele sommeren med museumsgæster i form af turister, danske og udenlandske skoleklasser, spejdere samt firmaer og foreninger. Der har været fuldt booket stort set hele sæsonen, fra 1. maj til 30. september.
For når først man har set de originale vikingeskibe i Vikingeskibshallen og hørt historierne om, hvordan vikingernes skibe ændrede verden, bliver oplevelsen fuldendt, når man selv stævner ud på Roskilde Fjord for årer og sætter det store firkantede råsejl.
I løbet af vinteren gennemgår bådebyggerne skibene og udfører eventuelle reparationer.
Fakta om optagning lørdag den 31. oktober 2026
Bådelaugene mødes allerede kl. 9.00 og der vil være aktivitet omkring bådene i museumshavnen hele dagen, hvor alle de mindre fartøjer trækkes på land ved håndkraft.
Havhingsten hales på land ca. kl. 13 med hjælp fra et bjerningskøretøj med mekanisk spil og tæt på 100 bådelaugsmedlemmer.




