Smeden og væveren tilbage på museet

Mød smeden, der giver et særligt indblik i den svære kunst at håndtere det rødglødende jern.
Der fyres op i essen.
Udgivet 22/07-2021

Uden skibe - ingen vikingetid. Og uden sejl og jernnagler - ingen vikingeskibe!

De næste par uger arbejder smeden og væveren på skift på Strandengen, hvor de giver et særligt indblik i deres unikke håndværk.

Hvornår kan I møde Smeden?

Smeden fyrer op i essen fra kl. 10-17 på følgende dage: 23.-27. juli, 29. juli - 1. august, 5.-6. august, 14.-15. august

I kan komme helt tæt på den komplicerede - og mystiske - smedeteknik, når smeden former de ufatteligt mange skibsnagler, der skal til for at bygge et vikingeskib. Få indblik i den svære kunst at håndtere det rødglødende jern og få en snak med smeden om den spændende proces at lave dansk jern og se, når han renser og formgiver det glødende jern til nagler og værktøj.

De ivrige kan give en hånd med og prøve kræfter med blæsebælgen.

Hvornår kan I møde væveren?

Væveren arbejder på museet fra kl. 10-17 på følgende dage: 2.-4. august, 7.-8. august

Følg med når vores erfarne væver Anna Nørgaard, viser forskellige teknikker til at bearbejde uld, så det kan bruges både i bådebyggeriet og til sejlfremstilling.

I kan også høre om, hvordan den komplicerede brikvævning både blev brugt til at lave smukke, farvestrålende bånd til vikingernes klædedragter, men ikke mindst til at 'sætte væven op', før arbejdet med at væve de lange baner af sejldug kan begynde. De mange baner af sejldug bliver syet sammen til de store råsejl til vikingeskibene, hvorefter de behandles med en blanding af mankefedt fra heste og okker, for at få dugen vindtæt og vandskyende.

Fakta om 'Mød håndværkerne'

Hvornår: Dagligt fra kl. 10 - 17 på Strandengen foran Vikingeskibshallen.

Datoer: Hele sommeren frem til den 15. august.

» Se hvem I kan møde hvornår i kalenderen, hvor der også er tider på rundvisninger og 'Viking Talks'!

Hvor: Vikingeskibsmuseet, Vindeboder 12, 4000 Roskilde

Entre:
Familiebillet for 2 voksne og børn under 18 år: 280 DKK
Voksne: 150 DKK
Sæsonkort: 170 DKK
Børn 0-17 år: Altid gratis entré

» Læs mere om, hvornår I kan møde håndværkerne og opleve de gamle håndværk blive vakt til live.


Oprettet af Rikke Tørnsø Johansen