Sommeraktiviteter for hele familien

Udgivet 25/06-2021

I skolernes sommerferie summer museet af aktivitet og leg. I skolernes sommerferie summer museet af aktivitet, leg og spændende oplevelser for alle i familien.

Aktiviteter hele sommeren

På Vikingeskibsmuseet skal I ikke bare nøjes med at kigge. Her kan I deltage i spændende aktiviteter, hvor I skal bruge både hænder og hoved. I kan også komme med tilbage til vikingetidens dramatiske hændelser både digitalt med lydguiden og helt personligt, når I deltager i en af sommeren mange rundvisninger. De er tilrettelagt, så der er noget for alle i hele familien.

For at I nemt skal kunne finde rundt på museets store område, har vi lavet 3 særlige zoner, hvor vi har samlet oplevelser og aktiviteter.
På Museumsøen ligger bådeværftet, hvor vi bygger et nyt vikingeskib. Ved Museumshavnen ligger Standengen med adgang til vikingeskibe. Vikingeskibshallen kan I opleve de verdensberømte vikingeskibe og høre historier fra dengang, vikingerne sejlede havene tynde. 

Velkommen til historisk gode oplevelser!

Bådeværftet er Museumsøens hjerte

Midt på museumsøen ligger bådeværftet. Her bygger bådebyggerne rekonstruktioner af vikingeskibe og andre traditionelle træbåde. Duften af frisk trætjære fylder luften og lyden af bådebyggerens økse mod egetræet genlyder rytmisk over værftspladsen.

De erfarne bådebyggere arbejder på et nyt vikingeskib. De bruger de samme materialer og teknikker, som vikingerne brugte for 1000 år siden og bygger med kopier af det værktøj, der er fundet fra vikingetiden.
I kan følge arbejdet helt tæt på, og bådebyggerne viser de særlige teknikker og fortæller gerne om arbejdet med at bygge vikingeskibe med håndkraft.

Gør bådebyggerne kunsten efter

Lige ved siden af bådeværftet kan I selv teste jeres evner som bådebyggere. I ’Byg Båd’-værkstedet kan I bygge mindre udgaver af de traditionelle træskibe.
Vores formidlere hjælper børnene med tips og tricks, og ved at udtænke, og teste om deres skibe er sødygtige, får de erfaring i vores måde at arbejde på, hvor man eksperimenterer sig frem til ny viden.

Sejl ud på fjorden

I Museumshavnen ligger den store samling af nordiske træbåde. Og de er faktisk ikke kun til pynt. Hele sommerferien kan I stævne ud på fjorden som ægte vikinger, hvor alle hjælper til ved årerne.
Skibene, der tager jer med ud på den smukke Roskilde Fjord er efterkommere af vikingernes skibe, og har deres rødder i det vestlige Norge eller på Færøerne. Alle over 4 år kan deltage i sejladserne.
For at komme ud at sejle, skal I have en tillægsbillet til entrebilletten.

» Læs mere om sejladser på Roskilde Fjord her ...

Strandengen er krigernes lejr

Strandengen er et aktivt sted for hele familien. Vikingeskibene ligger ved de lave træbroer, så I nemt kan komme til dem, og I kan udfordre hinanden i vikingelege eller dyste med sværd og skjold.

Gå ombord i et rigtigt langskib 

Det 30 meter lange krigsskib ’Havhingsten fra Glendalough’ er verdens længste rekonstruktion af et vikingeskib med plads til hele 65 krigere. Ombord på ’Havhingsten’ kan I møde vores dygtige formidlere, der fortæller om vikingetogter og livet på langskibene for 1000 år siden.

Kæmp som en viking

Ved siden af ’Havhingsten’ ligger en træningslejr for vikingekrigere. Her kan familier dyste mod hinanden i ’vikingelege’ - eller måske udfordre hinanden til kamp med sværd og skjold i kamparenaen, som vikingekrigerne også gjorde det, for at fordrive tiden og holde sig kampklare mellem togterne.

Mød håndværkerne

De dygtige håndværkere holder også til på strandengen i de store vikingetelte. Mød smeden, reblæggeren eller væveren. Se i kalenderen, hvilke vikingehåndværkere, I kan møde den dag, I kommer på museet.

» Tryk her får at kommer til museets kalender ...

Vikingeskibshallen er historiens vingesus

Vikingeskibsmuseet er bygget op omkring de næsten 1000 år gamle vikingeskibe, der er udstillet i den store Vikingeskibshal med fjorden som direkte baggrund – fuldkommen spektakulært.
Uden skibe - ingen vikingetid, og skibene er et af de mest imponerende vidnedsbyrd, vi i dag har fra vikingetiden - noget sted i verden!

Hør dramatisk audioguide

Lyt til overraskende fortællinger om skibenes betydning for vikingetidens dramatiske hændelser. Lydguiden findes i flere udgaver; en til voksne, en til børn samt en rigtig ekspertudgave, hvor museets forskere giver indblik i deres helt særlige viden.

Hvem kan løse MuseumsMysteriet?

MuseumsMysteriet er en digital skattejagt, der fører jer rundt mellem vikingeskibene på en sjov, underholdende og overraskende måde.
Spillet er tilrettelagt for børn fra 6 år og op efter (i følgeskab med voksne).
Størstedelen af spillet foregår med øjnene væk fra smartphonen, og I undersøger, observerer og finder svar ved at interagere med omgivelserne.

Stig Ombord

I Vikingeskibshallen er der indrettet et helt særligt rum, hvor I altid kan gå ombord i genskabte vikingeskibe. Væggene er oplyst af interaktive gengivelser af de store oceaner - fra vindstille til stormende kuling - der giver lyst til at stikke til søs. Løft lågene på skibskisterne, og find ud af, hvad vikingerne havde med ombord på deres skibe.

Shop nordisk

I museumsbutikken finder I moderne, nordisk keramik og skandinaviske modebrands sammen med smukke smykker og håndsmedede økser.

Spis Ny Nordisk Vikingemad

Når I skal have en pause imellem alle aktiviteterne og oplevelserne, kan I spise Ny Nordisk Vikingemad i Café Knarr. Caféen ligger midt på Museumsøen, og I kan både sidde ude eller inde. Caféen serverer spændende mad inspireret af vikingetiden med et ny-nordisk twist.