Spændende aktiviteter i efterårsferien

Vikingernes Valhalla på Vikingeskibsmuseet i efterårsferien
Udgivet 28/09-2022

Fra den 15. til den 23. oktober 2022 tænder vi op i bålfadene på Strandengen, hvor luften fyldes med fortællinger fra den nordiske mytologi, duft af birkakiks over bål og lyden af øskehug ovre fra værftet.

Vikingernes Valhalla

I vikingetiden var efteråret en tid, hvor høsten skulle i hus, krigerne kom hjem fra togter og bådene skulle vedligeholdes, når vinteren stod for døren. Dagene blev kortere og den mørke tid nærmede sig. Om aftenen samledes man om bålet, hvor historier om guder og helte fyldte tiden ud.

Efterårsferiens aktiviteter på Vikingeskibsmuseet foregår omkring vikingeteltene på Strandengen, hvor de tændte bålfade skaber en hyggelig stemning og du kan fordybe dig i livet, som det var for 1000 år siden.

Ved Strandengen ligger også langskibet 'Havhingsten fra Glendalough' ved en lav bro, så det er let for alle at komme en tur ombord. Havhingsten er verdens længste rekonstruktion af et vikingeskib - hele 30 meter langt - og når man er ombord kan man rigtig fornemme, hvordan det var at være på togt med langskibene.

Strandengen

I teltlejren på Strandengen er det muligt at træne de færdigheder, en viking skulle bruge, når foråret kom: Kaste med fortøjningsreb, kæmpe med sværd, eller træne sin styrke i en omgang tovtrækning.

Ved de stemningsfyldte bål kan du bage birkakiks, et fladbrød der er lavet efter en opskrift fra vikingetiden og egner sig godt til en dag på havet eller i marken.

Fortællinger for børn

Får du lyst til et roligt øjeblik med en god historie, så sæt dig til rette i fortællerteltet og hør de spændende fortællinger om de fantastiske skibe fra den nordiske mytologi.

Hør blandt andet om Frejs fantastiske skib ’Skibladner’, der altid havde vinden i ryggen og kunne foldes sammen, så det kunne ligge i en håndflade.

Fakta om fortællinger fra den nordiske mytologi

Tidspunkt: hver dag kl. 11.00 og kl. 15.00 på dansk og kl. 13.30 på engelsk
Varighed: ca. 30 minutter

Familierundvisningen 'Mission Valhalla'

To gange dagligt kan børn og voksne deltage i familierundvisningen 'Mission Valhalla', som har den nordiske mytologi som omdrejningspunkt.

Her skal børnene hjælpe guden Tyr med at genfinde sit tabte mod, ved at løse en række opgaver, der kræver både kløgt, mod og samarbejde.

Opgaverne der skal løses tager alle udgangspunkt i det maritime liv i vikingetiden og de fantastiske fortællinger fra den nordiske mytologi.   

Mission Valhalla tager afsæt i DR’s koncept.

Fakta om Familierundvisningerne ’Mission Valhalla’

Tidspunkt: Hver dag kl. 12.30 på dansk og kl. 14.30 på engelsk
Varighed: ca. 30 minutter

Værftet

På værftet vil man kunne se det begyndende arbejde på Skuldelev 5-rekonstruktionen skride frem.

Se vores dygtige bådebyggere arbejde på rekonstruktionen af et dansk krigsskib fra slutningen af vikingetiden og stil spørgsmål om værktøj og klinkbygningsteknikker.

'Byg Båd' værksted for kreative børn og voksne

På bådeværftet kan du også selv afprøve dine evner indenfor bådebygning i vores åbne værksted. Kun fantasien sætter grænser. Men husk, at en god båd skal kunne flyde, være stabil i vandet og være i stand til at sejle. Har børnene hørt fortællingerne om gudernes skibe i fortælleteltet, kan de lade sig inspirere til at give deres båd guddommelige egenskaber vha. farvekridt, papir og god fantasi.

Særrundvisning - Skuldelev 5 og rekonstruktionerne

Skuldelev 5 rundvisningen tager udgangspunkt i historien om Skuldelev 5 og den rekonstruktion af skibet, som tidligere er blevet bygget af Vikingeskibsmuseets bådeværft, samt den nye rekonstruktion, som vil være undervejs de næste par år.

Turen går forbi det originale Skuldelev 5 skib i Vikingeskibshallen, rekonstruktionen Helge Ask i museumshavnen og den nye rekonstruktion på værftet, som er startet op i år. Få mere at vide om byggeprojektet, vigtigheden og selve essensen af eksperimental arkæologien og arbejdet på værftet.

Få svar på spørgsmål som: hvorfor vi rekonstruerer Skuldelev 5 endnu engang. Hvad gør vi anderledes nu? Og hvorfor gjorde vi ikke det for 30 år siden? Er vi blevet klogere siden da?

Fakta om Skuldelev 5 rundvisningen

Tidspunkt: hver dag Kl. 11.30 på engelsk og kl. 14.00 på dansk
Varighed: ca. 1 time

Udforsk museet på egen hånd

Vi har også sørget for, at der er masser at tage sig til, hvis man vil opleve museet på egen hånd.

I Vikingeskibshallen kan I hjælpe med at løse MuseumsMysteriet, der er et digitalt spil, I kan spille på jeres egne telefoner.

Lyt til museets Audioguide, hvor der er fortællinger for både børn og voksne - og en række særlige 'ekspertfortællinger' for dem, der vil gå rigtig i dybden.

En af historierne handler om skibsdrengen fra det nordlige Norge. Han kommer for første gang til den store handelsby 'Hedeby', der ligger på grænsen mellem Danernes rige og kejserens rige mod syd. Han har aldrig i sit liv set så mange mennesker eller huse samlet på et sted - eller i det hele taget! Der er også historier om drengen, der blev kriger og prinsessen, der sejlede med langskibet til et fremmed land for at blive dronning i et fjernt vikingerige.

Stig ombord - oplev et døgn til søs - på 10 minutter...

I museets særlige, børnevenlige udstilling om vikingernes rejser til søs er det muligt at klæde sig ud som vikinger og gå ombord i de to store skibe, der er omgivet af 'levende vægge', der får skibene til at sejle af sted over havet.

Efterårsferieprogram 15. - 23. oktober 2022:

Rundvisninger og fortællinger:

11.00: Fortællinger for børn (dansk)
11.30: Særrundvisningen: Skuldelev 5 og rekonstruktionerne (engelsk)
12.30: Familierundvisning: Mission Valhalla (dansk)
13.30: Fortællinger for børn (engelsk)
14.00: Særrundvisningen: Skuldelev 5 og rekonstruktionerne (dansk)
14.30: Familierundvisning: Mission Valhalla (engelsk)
15.00: Fortællinger for børn (dansk)

Aktiviteter:
• Bag birkakiks over åben ild
• Kæmp med sværd og skjold
• Byg båd i værkstedet
• Gå ombord i vikingeskibe
• Klæd dig som en viking
• Dyst i vikingelege
• Løs MuseumsMysteriet - et digitalt spil på din egen telefon
• Hør Audioguiden på din egen telefon

Aktiviteternes åbningstid:
15. - 23. oktober 2022: 10.30-16.30

Museets åbningstid:
Alle dage 10.00-17.00

» Tjek kalenderen og se hvad der ellers sker på museet i efteråret...

Entré:
Børn og unge under 18 år gratis adgang.
Voksne: 160 DKK 
Familiebillet for 2 voksne og børn under 18 år: 300,00 DKK

Vikingeskibsmuseet, Vindeboder 12, 4000 Roskilde