Stillingsopslag: Museumsformidlere og -undervisere

Udgivet 22/01-2021

Brænder du for at formidle og indgå i dialog med publikum om vikingetiden og vores maritime kulturhistorie?

Vikingeskibsmuseet søger formidlere og undervisere til publikumsformidling og skoletjeneste.

Primære opgaver ved Publikumsformidling

Som formidler til publikum er du med helt i front. Mødet med vore gæster og deres gode oplevelser på museet er det helt centrale. Dine primære opgaver bliver at varetage publikumsaktiviteter og rundvisninger, samt at sørge for, at den enkelte gæst får en imødekommende, nærværende service og relevant viden om vikingetiden.

Primære opgaver i Skoletjenesten

Som en del af vores dygtige team i Skoletjenesten vil du varetage undervisning til daginstitutioner, grundskole og ungdomsuddannelser. Undervisningen har et dialogbaseret fokus, hvor hands on-baserede øvelser og værkstedsaktiviteter er centrale i mødet og dialogen med børn og unge.

Hvem er du?

Du er f.eks. lærerstuderende eller studerende inden for historie, arkæologi eller kulturformidling og har mindst to år tilbage af studiet. Det er en fordel at have beskæftiget sig med vikingetiden og/eller maritim kultur og håndværk, men det primære er begejstring for og evne til at formidle, undervise og indgå i dialog med museets gæster. Det er vigtigt, at vores forskellige målgrupper får en helhedsorienteret oplevelse, hvor de i mødet med museets formidling og undervisning får indblik i, hvordan museet arbejder med historien i en nutidig kontekst. Det er desuden et krav, at du har et naturligt forhold til at formidle på engelsk og meget gerne også på andre fremmedsprog.

Som formidler og underviser skal du:

  • Brænde for historieformidling til og undervisning af alle aldersgrupper
  • Have mod på at udforske forskellige undervisningsformer og tilgange til læring
  • Have lyst til at arbejde med håndværksbaserede publikum- og undervisningsaktiviteter
  • Kunne bevare overblikket i formidlings- og undervisningssituationer med mange og forskelligartede besøgsgrupper
  • Være serviceminded og udadvendt
  • Tage ansvar for, samt finde stolthed i, at være en dynamisk og hjælpsom kollega

Stillingerne skal besættes fra april til og med uge 42 med mulighed for forlængelse. Arbejdstiden er fleksibel og aftales nærmere, men du skal kunne arbejde i de fleste uger i sommerferien og frem til efterårsferien.

Stillingen aflønnes med en grundløn på kommunalt løntrin 12.

Ferie afholdes uden for museets højsæson, som ligger fra uge 27-34.

Vi skal have din ansøgning senest 1. marts 2021. Vi afholder samtaler uge 10 og 11. Ønsker du at arbejde med både publikumsformidling og skoletjeneste, skal det fremgå af ansøgningen.

Der vil i forbindelse med ansættelsen blive indhentet børneattest.

Ansøgningen

Skriftlig ansøgning sendes senest den 1. marts på mail til: hr(a)vikingeskibsmuseet.dk

Vi glæder os til at modtage din ansøgning.

Yderligere information

Ønsker du yderligere information om stillingen, så kontakt:

Teamleder for formidling
Jacob Nyborg Andreassen
Tlf.: 22 55 52 71
Mail: jna(at)vikingeskibsmuseet.dk

Publikumschef
Maiken Maigaard
Tlf.: 51 20 70 14
Mail: mma(at)vikingeskibsmuseet.dk