Venneforeningens foredrag om 'Guldbådene fra Nors' er nu offentliggjort

Venneforeningens foredrag om guldbådene fra Nors ved museumsinspektør Morten Ravn, Vikingeskibsmuseet
Udgivet 16/12-2022

I november afviklede Vikingeskibsmuseets Venneforening det sidste foredrag i 2023. Museumsinspektør, Morten Ravn, fortalte om de helt unikke guldbåde fra Nors og hele foredraget er nu tilgængeligt på museets hjemmeside.

Guldskibene fra Nors

Under en grusgravning i 1885 nær Thorshøj ved Nors i Thy blev et lerkar med ca. 100 små bådmodeller i guld blotlagt. Bådene var 10-17 cm lange og fremstillet af tyndt guldblik. Modellerne var forsynet med spanter og ræling fremstillet af tynde bronzebånd, og små koncentriske cirkelornamenter var præget ind i blikket. Morten Ravn inviterer i foredraget ind i refleksionerne om de forskellige mulige dateringer, som Guldbådene fra Nors lægger op til, og den problematiske datering af det omdiskuterede fund.

» Du finder optagelsen af foredraget på museets filmkanal.

Bliv medlem af Vikingeskibsmuseets Venner

Der er mange fordele ved at melde sig ind i foreningen 'Vikingeskibsmuseets Venner'. Du får blandt andet fri adgang til Vikingeskibsmuseet med en ledsager, og du kan gratis deltage i de spændende foredrag, som foreningen arrangerer.

Foreningen Vikingeskibsmuseets Venner blev stiftet den 26. november 1990 af en kreds af historisk interesserede med det formål at støtte Vikingeskibsmuseets arbejde og udvikling. Foreningen er repræsenteret i museets bestyrelse, men er organiseret som en uafhængig forening.

Venneforeningen hjælper blandt andet med frivilligt arbejde på museet, og cirka en tredjedel af kontingentmidlerne doneres til konkrete projekter på museet.

Medlemskab:

Som medlem af Vikingeskibsmuseets Venner får du:

  • Fri adgang til Vikingeskibsmuseet inkl. en ledsager så længe medlemskortet er gyldigt.
  • Fri adgang til foredrag og andre aktiviteter arrangeret af foreningen.
  • Mulighed for at købe Vikingeskibsmuseets egne publikationer og varer fra museumsbutikken med en fordelagtig rabat.
  • Nye medlemmer der indmelder sig ind fra og med efterårsferien (uge 42), vil i lighed med tidligere år opnå en velkomst-rabat, således at kontingentet på 310 kr. dækker perioden helt frem til 31. marts 2024.

» Læs mere om foreningen Vikingeskibsmuseets Venner og hvordan du bliver medlem...

Forårets foredrag

Så snart foredragsprogrammet for foråret 2023 ligger fast, vil det blive offentliggjort på hjemmesiden og i nyhedsbreve - så glæd jer til endnu et år med ny viden, spændende forskning og fortællinger om, hvordan vikingerne ændrede verden med deres skibe.

Fakta om Venneforeningens foredrag

Sted: Vikingeskibshallen
Tid: 19.30
Pris for medlemmer + en ledsager: gratis
Pris for ikke-medlemmer: 50 kr.