Verden i vikingetiden - Arabiske forbindelser ved Rødehavet

Det arkæologiske område 'Aylah', med kig over den moderne by Aqaba, Jordan og Rødehavet.
Udgivet 25/09-2014

Foredrag: Tag med på en arkæologiske rejse til Rødehavet, når Ph.d. Kristoffer Damgaard holder foredrag på Vikingeskibsmuseet den 7. oktober kl. 19.30.

Tag med på en arkæologisk rejse

I forbindelse med Vikingeskibsmuseets internationale særudstilling 'The World in the Viking Age', holder Ph.d. Kristoffer Damgaard foredrag om sine banebrydende arkæologiske undersøgelser i Jordan. Foredraget tager  tilhørerne med på en fascinerende rejse til Rødehavet i den tidlige middelalder - 650 -1100 e.kr. - samme tidsperiode, som vi i Skandinavien kalder Vikingetiden.

I denne periode ses der en voldsom udvidelse af handel over enorme distancer, og mennesker begynder at søge nye horisonter i merkantilt øjemed. Rødehavsregionen er bindeled mellem Det Indiske Ocean og Middelhavet, og i kølvandet på Islams udbredelse oplever området en række sociale og økonomiske nyskabelser. Det der startede som et perifært og revolutionært monoteistisk budskab i den arabiske ørken i slutningen af det 6. århundrede, blev i løbet af det 7. århundrede til en af de mest succesfulde civilisationer verden har kendt.

Aylah, en kosmopolitisk havneby

Kristoffer Damgaard præsenterer publikum for den jordanske by 'Aylah', en af de første islamiske havnebyer, og et vigtigt knudepunkt for handelen med Afrika, Arabien og Asien. 'Aylah' er en helt unik arkæologisk lokalitet, der stort set er bevaret intakt. Udgravningerne viser, at byen er præget af stor aktivitet i de første århundreder efter Islams opståen.
Lokaliteten blev opdaget og delvist udgravet af amerikanske arkæologer mellem 1986 og 1995, men desværre blev resultaterne aldrig publiceret. I 2008 vendte arkæologer tilbage til 'Aylah' under ledelse af foredragsholderen, og det danske projekt har arbejdet i byens handelskvarter siden. Dette efterår afsluttes udgravningerne med en sidste stor sæson, og herefter er det meningen af de tilvejebragte data fra både de danske og amerikanske udgravninger skal udgives, som et samlet værk.

Med udgangspunkt i de arkæologiske fund bringes denne kosmopolitiske havneby til live igen, og Aylahs rolle i arabernes internationale handelsnetværk blotlægges som en af brikkerne i forståelsen af 'Verden i vikingetiden'.

Fakta:

Hvor: Vikingeskibshallen, Vindeboder 12, 4000 Roskilde
Hvornår: den 7. oktober 2014 kl. 19:30
Pris: 50,00 Billetter kan købes i museumsbutikken

Foredragsholder: Kristoffer Damgaard, Ph.d., Københavns Universitet. Projekttitel: Between Land and Sea: Connectivity and Mercantilism in Coastal Landscapes.


Oprettet af Sabine Stubbe Østergaard