Vikingeskibene trækkes i vinterhi

Det kræver mange mennesker og et godt samarbejde, når museets skibe skal på land for vinteren.
Udgivet: 20/10-2025

Lørdag den 25. oktober samles de mange friville fra Vikingeskibsmuseets bådelaug til den ultimative test: De imponerende vikingeskibe sættes på land for vinteren.

Sommersæsonen er først for alvor forbi på Vikingeskibsmuseet, når vikingeskibene bliver trukket op af vandet og på land ved museumshavnen. Efter en blæsende sejlsæson på vandet skal skibene nu op og i vinterhi på Strandengen.

Hvad laver bådelaugene så om vinteren?

Selvom skibene går i vinterhi, fortsætter de mange aktive i bådelaugene med vintersyslerne. Inden skibene igen skal i vandet til foråret, er der nemlig masser at tage sig til: Tovværk og sejl skal gennemgås og måske repareres, næste års sejladser skal planlægges, og inden den store forårssøsætning skal bådelaugene både skrabe, slibe, male og tjære skibene – både udvendigt og indvendigt. Tovværket skal også tjæres, inden rigningen kan rejses igen, og sejlet kan sættes til nye eventyr.

300 frivillige holder flåden i vandet

Bådelaugenes omhyggelige arbejde med at passe på Vikingeskibsmuseets bådsamling er helt uundværligt for museet. Uden deres mange frivillige timer er det nemlig slet ikke muligt at holde den store flåde af rekonstruerede vikingeskibe flydende. Træskibe kræver masser af kærlig omsorg for at kunne holde i mange år, og det er faktisk så stor en opgave, at museets folk ikke ville kunne klare den uden indsatsen fra de mange laugsmedlemmer.

Heldigvis er udbyttet for medlemmerne ikke kun hårdt arbejde. Det store fællesskab, der tæller næsten 300 søfolk, er nemlig også rammen om masser af gode venskaber, fælles aktiv fritid og selvfølgelig store sejladsoplevelser.

Belønningen findes i fællesskabet

Selvom laugsmedlemmerne måske høster frugterne af deres arbejde med vind i sejlet og vand under kølen fra april til oktober, er det en helårshobby at ’gå til vikingeskib’.
Det er et fællesskab, hvor alle kan bidrage, og hvor man ikke behøver at kunne hverken sejle eller navigere for at være med – for det lærer du hen ad vejen. Og faktisk er der ikke et bedre tidspunkt at blive en del af fællesskabet end her i efteråret. Hen over vinteren er der rig lejlighed til at lære de andre frivillige at kende og komme med ind i bådelaugsfællesskabet.

Hvis du går med tanken om at gå til vikingeskib, eller blot vil høre mere om det, så er muligheden lige for på lørdag, hvor der er god mulighed for at opleve stemningen og få en sludder med et vaskeægte bådelaugsmedlem.

30 meter langt og 8 tons tungt

Det 8 ton tunge og 30 meter lange vikingeskib Havhingsten fra Glendalough skal også på land på lørdag. Skibet blev verdenskendt i 2007-2008, da det sejlede fra Roskilde til Dublin med sin besætning på 65 frivillige. Sidste år fejrede bådelauget 25-års jubilæum, og selvom der stadig er megen erfaring i lauget, er der gennem årene kommet masser af nye folk til. Havhingstelauget – og de øvrige bådelaug – har brug for nye medlemmer og friske kræfter og byder derfor alle interesserede velkommen i fællesskabet.

Hvad skal ske på lørdag?

  • Vikingeskibene tages på land lørdag den 25. oktober fra kl. 10
  • Havhingsten trækkes på land ca. kl. 13.00
  • Handelsskibet Ottar skal tømmes for sin 12 tons tunge stenballast
  • Alle er velkomne til at se med, når skibene kommer på land

»Læs mere om museets frivillige bådelaug her


Oprettet af Rikke Tørnsø Johansen