Vikingeskibsmuseet søger om affredning af Vikingeskibshallen

Vikingeskibshallens imponerende vinduesfacade mod fjorden forener på æstetisk vis de gamle vikingeskibe med det vand, de engang besejlede. (Foto: Vikingeskibsmuseet, Werner Karrasch).
Udgivet 10/10-2016

Vikingeskibsmuseets bestyrelse har indgivet ansøgning til Slots- og Kulturstyrelsen om en affredning af Vikingeskibshallen og afventer nu Det Særlige Bygningssyns behandling af sagen 3. november 2016.

Ansøgningen om affredning sker på baggrund af mange års målrettet - men forgæves - indsats for at rejse midler til den nødvendige gennemgribende restaurering af Vikingeskibshallen i Roskilde.

”Det har ikke været en let beslutning at træffe, siger museumsdirektør Tinna Damgård-Sørensen. Vikingeskibshallen præsenterer de 1000-år gamle vikingeskibe på den smukkeste måde, men bygningen kan ikke længere sikre skibene på betryggende vis. Vores mangeårige arbejde for at finde metoder og finansiering til en restaurering har været forgæves, og vi har brug for at få ophævet fredningen, for at vi i samarbejde med dygtige arkitekter kan finde en langsigtet og holdbar løsning. Jeg er sikker på, at der kan skabes en fantastisk helhed, som binder de ikoniske vikingeskibe, museets aktiviteter og den enestående beliggenhed ved fjorden sammen med arkitektur i verdensklasse”.

Museet har i sin ansøgning lagt stor vægt på, at bestyrelsen til fulde anerkender Vikingeskibshallens værdier som et enestående arkitektonisk værk og som et fornemt eksempel på en arkitektonisk stilart og en særlig tidsperiode, og at dens fredningsværdier som fx forbindelsen fjorden, de åbne rum og samspillet med omgivelserne vil blive respekteret og søgt indarbejdet i fremtidige projekter. For museet er det dog bydende nødvendigt, at få mulighed for at udvikle projekter, der kan skabe fremdrift og udvikling, hvilket en affredning vil understøtte. Bestyrelsesformand og borgmester i Roskilde kommune, Joy Mogensen tilføjer:

”Vikingeskibene er en stor del af vores fælles lokale historie og fortællingen om Roskilde. Både som turistby og historisk hovedstad i Danmark, er det afgørende, at bådene finder et sikkert og flot hjem i et nyt museum. Kommende generationer skal også have mulighed for at komme til byen, se skibene, og høre historierne om, hvordan vi levede for 1000 år siden omkring Roskilde Fjord”.   

Dilemmaernes holdeplads
I mere end 15 år, har Vikingeskibshallens forfald og indsatsen for at redde bygningen stået højt på museets dagsorden, og tidligere forslag til mere gennemgribende løsninger er afvist under henvisning til bygningens status som fredet.

”Det er et frustrerende dilemma”, siger Tinna Damgård-Sørensen. ”Vi står med to stykker fredet kulturarv, hvor den ene er sat i verden for at beskytte den anden. Fem vikingeskibe, der er fredet som en umistelig del af dansk og europæisk kulturarv og en bygning, der skal beskytte skibene og samtidig selv er fredet som et enestående værk”.

Beslutningen om at søge affredning bunder i en endnu længere række af dilemmaer, som Vikingeskibsmuseets bestyrelse har skullet forholde sig til:

  • Hvad gør man med en fredet bygning, der ikke kan holde … og som ikke kan modstå fremtidens klimaforandringer?
  • Hvad gør man med en fredet bygning, der udgør en sikkerhedsrisiko for de fredede skibe, den skal beskytte og formidle?
  • Hvad stiller man op med en fredet bygning, som ingen kan eller vil påtage sig det økonomiske ansvar for at restaurere … og hvor en restaurering ikke vil løse de grundlæggende konstruktionsmæssige og funktionelle problemer?

Dertil kommer dilemmaet, affødt af en nylig rapport fra Teknologisk Institut, som pointerer situationens alvor med en levetidsvurdering på bare 8-10 år for udsatte konstruktioner på hallen med forbehold for yderligere fugtindtrængning – for hvad stiller man op, når man ikke kan beskytte bygningen mod den fugt, der forkorter levetiden yderligere?

”Vi må konstatere, at bygningen nu er i så dårlig forfatning, at den ikke længere kan opfylde sit formål; at beskytte de 1000-år gamle vikingeskibe. I 15 år har vi forsøgt med alle midler at redde hallen inden for de angivne fredningsrammer, men tiden rinder ud. Vi ser det ikke længere som en realistisk mulighed at opretholde bygningens fredningsværdier og samtidig sikre en betryggende bevaring af de udstillede vikingeskibe. Kun en affredning kan bringe os ud af dette dødvande”.

Friere rammer vil sikre museets udvikling
Med en affredning forventer Vikingeskibsmuseets bestyrelse således at kunne sikre Museet friere rammer til at finde en langsigtet løsning og realisere Museets helhedsplan og udviklingsmuligheder.

”Roskilde Kommune har afsat 25 millioner kroner til at understøtte den nuværende helhedsplan for museet, der skal sikre museets fortsatte udvikling og økonomiske bæredygtighed. Planen skal revideres før det bliver muligt, at bygge et nyt museum til skibene, men jeg er sikker på, at et nyt tidssvarende museum i international topklasse, vil finde stor opbakning både i byen og byrådet”, slutter bestyrelsesformand og borgmester, Joy Mogensen.

Baggrund:

Vikingeskibshallens konstruktion med jernarmeringer dækket af tynd beton kan ikke modstå vind og vejr, og problemerne begyndte allerede at vise sig få år efter åbningen i 1969. Trods renovering og løbende vedligehold er bygningens forfald eskaleret gennem årene.

Efter stormfloden Bodil i 2013, som ramte Vikingeskibshallen med stor styrke, er skaderne på bygningen accelereret, og der er konstateret nye, alvorlige problemer i konstruktionen. 

Erfaringer med bygningen har rejst bekymring for hallens manglende evne til at modstå de klimabestemte vandstandsstigninger og stormflod.

De konstaterede sætninger i bygningen har affødt bekymringer for, hvordan bevægelser i bygningen påvirker vikingeskibene.

Bygningens tilstand er uholdbar dårlig og kan, som den står i dag, ikke på betryggende vis opfylde sit formål; at bevare, sikre og formidle de fem fredede vikingeskibe.

En nylig rapport fra Teknologisk Institut pointerer situationens alvor med en levetidsvurdering for udsatte bygningskonstruktioner på 8-10 år.

En restaurering af Vikingeskibshallen blev senest i 2011 anslået til at koste 75. mio. kroner. Efter de mange nye skader, der er kommet til i de seneste fem år, forventes dette budget ikke længere at holde.

Læs mere: 

  • Rapport fra Teknologisk Institut 2016 - vurdering af levetiden for udsatte konstruktioner
  • Ansøgning til Slots- og Kulturstyrelsen om Affredning af Vikingeskibshallen
  • Subsite om museets Helhedsplan

Oprettet af Lisbeth Weichel