Vikingeskibsmuseet tilbyder vores gæster muligheden for at opleve sejlads i traditionelle, nordiske træbåde, der er efterkommere af vikingernes skibe. Som det eneste sted i verden, kan du gå direkte fra oplevelsen af originale 1000-år gamle vikingeskibe ud til Museumshavnen, hvor vikingeskibsrekonstruktioner i fuld størrelse ligger fortøjet.
Alle ombord deltager aktivt i sejladsen med at ro, sætte sejl og udføre andet "sømandsarbejde".
Hele sommeren, er det muligt at forhåndskøbe sejladsbilletter til afgangene kl. 11.00. Der er mellem 12 og 16 pladser i båden, og der er begrænsede pladser til børn. Prisen er inklusiv entré til museet.
» Køb din billet til kl. 11.00 her...
Øvrige afgange sælges i billetsalget på dagen efter princippet 'Først til mølle'.
Fakta om sejlturene:
Sejlturen varer ca. 50 minutter inklusiv udlevering af redningsvest og introduktion til skib og roning. Deltagerne er skibets besætning og skal alle medvirke aktivt om bord - med at ro skibet ud af havn, sætte sejl og måske bemande roret. Alle sejladser ledes af en erfaren sejladsinstruktør.
Børn ombord: Der er enkelte pladser om bord til børn (mellem 4 og ca. 14 år) og andre der ikke kan ro. Børn under 4 år kan desværre ikke deltage i sejladser. Børn skal altid ledsages af en voksen.
Medbring altid praktisk og vandtæt tøj.