Havhingsten er på sommertogt

Havhingstens sommertogt 2025. Copyright: Vikingeskibsmuseet
Udgivet: 25/07-2025

Havhingsten fra Glendalough - det 30 meter lange vikingeskib bygget på museets bådeværft - er på sommertogt i Roskilde fjord og Isefjorden i disse dage. Læs deres dagbog fra de første dage undervejs.

Vi drog afsted i høj sol og let vind lørdag d. 19. juli. Vinden lod vente på sig, så det blev en dag med mange timers roning i bagende sol. Undervejs kastede vi anker og tog en tiltrængt badepause til stor forfriskning for hele besætningen. Endelig kom vinden, og på en dejlig to-skødet sejlads gik vi ind til Frederikssund for natten.

Fra Frederikssund gik det i fint rotempo under Kronprins Frederiks Bro og videre mod Nykøbing Sjælland for sejl. En god vestenvind hen under aftenen fik hingsten op på 8 knob.

På grund af ugunstig vind blev vi liggende i havn i Nykøbing i 2 dage. Det betød dog ikke, at vi lå stille!

Vi brugte tiden på at træne befarenhed og godt sømandsskab, kastede trosser og øvede knob – og selvfølgelig også masser af hygge. Der blev tid til fællestur til lokalmuseet, besøg på et lokalt mikrobryggeri, en tur i svømmehal og filmaften, hvor vi naturligvis så den maritime klassiker Martha.

Onsdag bød på en skøn sejlads mod Orø, hvor vi fik lavet gode vendinger og havde sejlet oppe det meste af vejen.

Planen er nu at stikke ud fra Orø og tage en lille træningssejlads, mens vi venter på at vinden vender, så vi kan sætte kursen hjemad mod Roskilde Fjord. 

Vi lander tilbage i museumshavnen søndag først på eftermiddagen.

Følg med i togtet på Facebook Havhingsten fra Glendalough og på Instagram @havhingstenslaug.

Har du lyst til at være en del af fællesskabet omkring Havhingsten?
Skriv til os på mail: havhingsten(at)live.dk – vi glæder os til at høre fra dig!


Sejl solen ned – en aften i vikingernes kølvand

Deltag i Vikingeskibsmuseets aftensejlads på Roskilde Fjord. Copyright: Vikingeskibsmuseet
Udgivet: 09/07-2025

Sidste aftensejlads i år, hvor der stadig er ledige pladser, er den 28. august.

Vikingeskibsmuseets aftensejladser er ikke en passiv oplevelse. Det er en fælles opgave, hvor du og de andre ombord hurtigt bliver til en besætning. Og det er netop her, magien opstår.

Et skib uden motor

Når du stiger ombord i en af museets traditionelle nordiske træbåde, er det skipper der bestemmer – men ansvaret for at få skibet frem bæres af alle. Du får en plads, en opgave og en rolle. Alle hjælper til med at ro, og når I er ude på fjorden, samarbejder I om at sætte sejl og vende båden med vinden som kraft.

Det kræver ikke erfaring, men det kræver opmærksomhed. Du skal lytte, koordinere dine bevægelser med andres, tage ansvar – og give plads. Det er en slags koreografi, hvor alle er afhængige af hinanden.

Fællesskab i praksis

Det særlige ved denne form for sejlads er, at den ikke handler om at præstere, men om at samarbejde. Det er ikke vigtigt, hvem der er stærkest eller mest erfaren. Det, der betyder noget, er, at man finder rytmen og arbejder sammen. At man – bogstaveligt talt – trækker i samme retning.

Undervejs opstår der samtaler. Ikke nødvendigvis om vikingetiden, men om det, man laver. Om vinden. Om vandet. Man kommer hinanden ved – og deler oplevelsen af det gyldne aftenlys, der glimter i fjordens overflade.

En aften i bevægelse

Sejladsen varer omkring 3½ time og foregår i aftentimerne. Du oplever fjorden i forandring – fra dagslys til skumring. Hvis vejret tillader det, går vi i land undervejs. Her er der tid til at spise medbragt mad og nyde stilheden, før vi igen tager fat i årerne og sejler hjem.

Det er ikke en dramatisk oplevelse. Men det er en intens én. Fordi man hele tiden er i kontakt – med skibet, med naturen og med hinanden. Undervejs fortæller skipperen også om museets arbejde med rekonstruktion af vikingeskibe.

For dem, der vil være med – ikke bare se på

Aftensejladserne er åbne for alle over 4 år, der kan forstå dansk eller engelsk. Det kræver ingen særlige forudsætninger – kun lyst til at deltage aktivt. Prisen er 585 kr. for voksne og 455 kr. for børn og unge under 18 år.

Det er ikke en tur, man tager på for at blive underholdt. Det er en oplevelse, man deltager i – og som man er med til at forme.

Se datoerne for aftensejladser og køb billetter allerede nu
 


Oprettet af Carla Kjeldgaard Clausen

Er du klar til at gå ombord?

De smukke sejl er sat på alle vikingeskibenes efterkommere. Copyright: Vikingeskibsmuseet
Udgivet: 09/07-2025

Tag med på en sejltur i vikingernes kølvand!

Bliv en del af besætningen og tag del i sejladsen ved at ro og sætte sejl – alt sammen under kyndig vejledning af en erfaren skipper. Få en aktiv og autentisk oplevelse for hele familien, hvor I sammen skaber minder på vandet.

Scenen er sat…

Der dufter af tjære og tovværk på kajen i museumshavnen. Træbådene vugger i vandet, og vinden tager fat i håret. En gruppe gæster samles ved sejladsnaustet – nogle med kaffe, andre med kamera. De fleste har aldrig sat fod i en traditionel nordisk båd før. Det skal snart ændre sig.

En aktiv oplevelse på fjorden

Skipperen træder frem og byder velkommen med en kort introduktion om sikkerhed og redningsveste. Stemningen er afslappet, men opmærksom og gruppen går samlet ned til bådekajen, hvor de slanke træskibe ligger klar – og hvor gæsterne for alvor bliver en del af besætningen. Deltagerne guides ombord og får en hurtig, men præcis instruktion i at ro og om hvilke kommandoer der gives undervejs. Det handler om rytme, samarbejde – og om at lytte.

Du er en del af besætningen

Når båden glider ud af havnen, er det med ujævne tag og grin over årer, der rammer skævt. Men hurtigt opstår en rytme. Kommandoerne bliver fulgt, og samarbejdet tager form. Man mærker, hvordan båden reagerer – og hvordan man selv er med til at få den til at bevæge sig.

Sejlet sættes – vinden tager fat

Midt på fjorden tages årerne ind i båden. Nu skal sejlet op. Deltagerne hjælper med at hejse det tunge lærred, styre rebene og holde kursen. Og pludselig sker det: vinden fanger sejlet, og båden skyder fart. Ikke med motorens brøl, men med en glidende, kraftfuld bevægelse gennem vandet.

En oplevelse, man mærker i kroppen

På vej tilbage er der færre fejl og flere smil. Man har været en del af noget – ikke bare en sejltur, men en fælles indsats. Da båden lægger til igen, er det med trætte arme og ranke rygge. Skipperen nikker anerkendende: “Flot sejlet.”

Praktiske informationer om daglige sejladser
Turen varer cirka 1 time 
- herunder udlevering af redningsvest og introduktion til skib, roning og sejlads.

Priser: 
300 kroner pr. voksen
140 kroner pr. barn (4-17 år). 
Der er et begrænset antal pladser til børn.
Prisen er inklusiv entré til Vikingeskibsmuseet.

Køb billet online
Billetten kan også købes i billetsalget på dagen for dit besøg, hvis der er ledige pladser.

 

Aktiviteter på Vikingeskibsmuseet i sommeren 2025:

Gå ombord i langskibet
Vikingeskibet ‘Havhingsten fra Glendalough’ er åbent for besøgende 10 – 17

Se et krigsskib fra vikingetiden blive bygget
På bådeværftet bygger vi en rekonstruktion i fuld størrelse af vikingeskibet 'Skuldelev 5'.
De professionelle bådebyggere arbejder hver dag fra 10 - 17

Rundvisninger 1. maj - 31. august
Flere forskellige gratis rundvisning dagligt både i Vikingeskibshallen og på bådeværftet på museumsøen. Der er også den populære Familierundvisning - Svend Tveskægs krigsfærd - flere gange dagligt.
Tjek tidspunkter ved ankomst på oversigten ved billetsalget.

Byg båd-værksted på Bådeværftet:
Byg og test - er dit skib sødygtigt?
Værkstedet er åbent alle dage 10.30 – 17.00.
Du må bygge alle de både, du vil, når der er købt entrébillet.

Sejlture på fjorden
Vi tilbyder sejladser i traditionelle, nordiske træbåde på Roskilde Fjord.
Sejlturene kræver særlig billet.

Mød håndværkerne
Hver sommer sætter vi fokus på de håndværk, der omgiver vikingeskibene, og som var uundværlige for vikingetidens søfolk. 


Oprettet af Carla Kjeldgaard Clausen