Her kan du læse de seneste dagbøger på Havhingstens togt frem mod Dublin.

Skibet er i balance

Udgivet 11/08-2007

I forsøg på at opnå et bedre trim var en del ballast efterhånden flyttet fremover i skibet. Havhingsten var dog stadig en smule lægerrig.

Da vi foretog testsejladserne ud for Lagavulin, tog jeg derfor ombord på følgeskibet for at iagttage skibets trim på afstand. Det var stille vejr og forholdsvis fladt vand, så det var nemt at bedømme skibets placering på vandlinien. Besætningen befandt sig på deres faste pladser under sejlads, og det var tydeligt at se at skroget lå fint på vandlinien, hverken for meget på hælen eller for meget på næsen.

Lægerigheden kunne altså ikke skyldes vægtfordelingen i skibet, men måtte derimod skyldes et problem i riggen. Ved afsejlingen fra Roskilde stod masten trukket lidt fremover, hvilket kan gøre skibet en anelse lægerrig. Dette har vi været opmærksomme på, hver gang riggen skulle strammes op, og under de første 4 ugers sejlads har vi derfor kun strammet vanter og agterstag, men ladet forstaget stå. Ikke desto mindre stod masten stadigvæk tydelig fremover.

Da vi kom i land efter dagens sejlads blev forstaget slækket ca. 10 cm og agterstag og vanttove strammet tilsvarende.

På den resterende del af sejladsen mod Dublin balancerede Havhingsten nu endelig perfekt på kursen.


Oprettet af Vibeke Bischoff