Søndag d. 1. juli 2007: Status ved afsejling

Udgivet 01/07-2007

Erfaringerne fra prøvesejladserne i 2004-06 har vist, at rekonstruktionen som udgangspunkt var for fleksibel. Derfor er der blevet foretaget nogle ændringer inden afrejsen

Erfaringerne fra prøvesejladserne i 2004-06 har vist, at rekonstruktionen som udgangspunkt var for fleksibel. Under sejlads over Skagerrak i 2006 vred skibet sig så meget i søen, at trænaglerne i essingen – den øverste langsgående forstærkning af skibets sider – begyndte at arbejde sig ud, mens stævnene vred sig ca. 30 cm til hver side. 

Forud for forsøgsrejsen til Dublin er trænaglerne i essingen blevet efterset, og flere af dem har fået nye kiler. Det originale fundmateriale er blevet gennemgået på ny, med henblik på at vurdere muligheden for at afstive skibet yderligere. På den baggrund er der foretaget følgende justeringer af rekonstruktionen med henblik på at begrænse fleksibiliteten: 

  • Der er lagt en langsgående forstærkning, kaldet fisken, ned i skibet i niveau med dørken. Den strækker sig fra for til agter, på nær hen over midten, hvor mastefisk og kølsvin afstiver skroget tilstrækkeligt.Grundlaget for at rekonstruere fisken er et spor i det originale fundmateriale: I den eneste bevarede bite (de bjælker, som dørken ligger på) findes en udsparing, der kan tolkes som lås for en langsgående forstærkning.
  • Det næstyderste stykke dørk for og agter er blevet spigret fast for at afstive skibet diagonalt ud mod enderne. Der findes ikke bevarede dele i Skuldelev 2-skibet som kan be- eller afkræfte denne løsning. I det norske Osebergskib har det meste af dørken imidlertid været spigret fast til biterne. Der er tilføjet to pullerter i forskibet og to i agterskibet. Pullerterne anvendes til at fastgøre tovværk, der går fra skibet ind til land. De afstiver samtidig de 3 – 4 øverste planker i skibssiden i det område, hvor skibet under de indledende prøvesejladser gav sig mest.
  • Grundlaget for at rekonstruere de fire pullerter er fundet af en tilsvarende oplænger, der har tilhørt det originale skib. Da skibet imidlertid ikke er bevaret i dette område, er det umuligt at be- eller afkræfte tanken om, at det har været forstærket med pullerter netop hér. 

Sejl og rig er blevet gennemgået og opmålt; der har ikke været anledning til at foretage ændringer.  

Der er produceret en del reservedele til skib og rig, herunder et reserveror, reserveblokke og en ekstra rakke. Der er desuden etableret et system for hurtig montering af et nød-ror


Oprettet af Søren Nielsen