Uddrag af logbogen torsdag den 26. juli, 2007

Udgivet 28/07-2007

Kl.12.50 Vi ror over til Kyle Lochalsh på den anden af sundet for at handle, før strømmen vender, så vi kan gå til Inverie i Loch Nevis. Besætning fri til højvande kl. 16.00

Kl. 16.14, log 576, V 5, let skyet Vi ror ud og sætter sejl uden for havnen og sejler ned mod det meget smalle og strømfyldte Kyle Rhea mellem Isle of Skye og fastlandet.

Kl. 17.30, log 581, SV 5, overskyet Tanken var egentlig at ro igennem Kyle Rhea, men vinden er gunstig og vi vælge at krydse igennem i 3-4 knobs medstrøm. Jeg skal lige love for, at vi kan holde højde!

Kl. 18.24, log 583, SV 4, overskyet Vi er igennem Kyle Rhea, men her kører strømmen rundt og gør søen meget urolig og gør styringen vanskelig. Vi strammer vanterne og knækker en vantnål.

Kl. 19.50, log 586, SV 4, overskyet Strømmen hjælper os ikke længere særlig meget, så vi tager sejlet ned og ror mod vinden.. Vagterne droppes og alle skiftes til at ro. Roning på hver 3. åre. Roning i ½ time – pause i 1 time.

Kl. 22.30, log 592, SV 2, overskyet Vi sender 5 pers. ind med følgebåden ”Island Fox” for at sætte telte op i Inverie inden det bliver alt for mørkt.

Kl. 00.55, V 6, regn Vi sætter sejl, men har problemer med hævetovene, så vi må have det ned igen. Det er mørkt og regner kraftigt, så. det er vanskeligt at se noget som helst. Vi er tæt på læ kyst og driver mod land, kan høre brænningen tydeligt. Kalder ”Island Fox” for stand by og de kommer hurtigt tæt på… Sejlet kommer op, men vinden er væk, så vi ror under sejlet for at komme fri af land. Lidt senere frisker vinden op fra SV og vi har stående vind lit Loch Nevis, hvor vi falder af og sejler ind til Inverie.

Kl. 02.24, log 602, let skyet. Fortøjret i Inverie. De lokale har ventet med spænding og møder os på kajen, hvor de hjælper med at køre bagage op til teltpladsen.


Oprettet af Carsten Hvid