Ved molen i Inverie er der et skilt:
”Take care! You are entering remote sparcely-populated potentially dangerous mountain country. Please ensure that you are adequately experienced and equipped to complete your journey without assistance”.
Og her er øde. Den eneste måde at komme til pubben The Old Forge og landsbyen på halvøen Knoydart er med båd eller ved at vandre hertil. Der bor under 100 mennesker her. Der er femten biler – de fleste Land Rover model Defender – og 12-13 kilometer kombineret grus- og asfaltvej. Men denne ene vej er uden forbindelse til vejnettet på det britiske fastland.
Engang boede her 2.000 mennesker, som stred sig igennem hårde liv med det yderste af fingerspidserne. Fra før tiden da vikingerne gav navn til Knoydart (Knuds Fjord) og gennem 700 års styre af forskellige klaner, har menneskene levet på et eksistensminimum. De fleste boede langs kysten og levede af den hvede og de kartofler, de kunne dyrke i de ’lazy beds’, som man den dag i dag kan se rester af langs husmurene på øen.
I skarp kontrast til de fattige bønder levede øens overhoved – Macdonnels-klanen – i vild luksus i ’The Big House’ med smuk udsigt over bugten i Inverie.
Befolkningstallet toppede i årene 1764-1851. Nogle blev tvunget hertil fra andre steder. Men tallet nåede aldrig højere; sult og emigration satte en stopper for befolkningsvæksten.
En mørkt kapitel i stedets historie er året 1853. Jacqueline Macdonnel så passivt til, mens 322 af hendes undersåtter blev tvunget om bord på skibet ’Sillary’. Ifølge de lokale fik de fattige bønder dengang at vide, at de skulle sejles til Australien, men endte i Canada som tvangsforflyttede. 60 hjem nægtede hårdnakket at bøje sig for Macdonnel-klanens vilje. Og disse familiers huse blev brændt. Kun hos den katolske præst var der hjælp at hente for de stakkels hjemløse.
Macdonnels-klanen fordrev de lokale for i stedet at have får græssene på Knoydart-halvøen. Men fåredriften var en fiasko. Markedet kollapsede og halvøen blev overgræsset. I 1890 solgte Macdonnels ud. Fårene forsvandt, men befolkningstallet forblev meget lavt.
Også i nyere tid har de stolte beboere på Knoydart en historie at fortælle. Området er i dag ejet af Knoydart Foundation – beboernes egen. Efter 850 års undertrykkelse. Men løsningen fra de snærende bånd var 50 år undervejs. I 1948 tog ’de syv mænd fra Knoydart’ retten over dele af jorden på Knoydart. Jorden tog de fra nazisympatisøren lord Brocket. Han ville ikke frivilligt give afkald på sin jord og trak de syv mænd i retten. Og vandt.
Men i 1999 lykkedes det, de stædige beboere har drømt om i årtier. Måske århundreder. Nu er Knoydart ude af hænderne på hensynsløse godsejere og klaner. Tilbage i hænderne på dem, der bor her og hele deres liv har slidt hårdt for at skaffe til dagen og vejen.
Og gæster er meget velkomne. Men nybygger bliver man ikke over en nat. De lokale fortalte om en dame, som har boet i telt i flere år… i håbet om at hun efter 10 år, sådan som reglerne er, kan få lov til at købe et hus på halvøen.
I aftes var der skotsk folkemusik på pubben The Old Forge. En efter en faldt musikere ind med deres instrumenter i en timelang jam session. Klokken blev halv fire om natten, inden de sidste af os gik hjem. Lidt svimle af guinness, whiskey og masser af skøn irsk musik.
Efter en god nats søvn og morgenens havregrød var vi klar til at udnytte gunstig vind til at komme endnu 40 sømil sydover. Vi har lige rundet Point of Ardnanurchan, det vestligste punkt på det britiske fastland.
9,2 knob lød det for få sekunder siden nede fra løftingen. Havhingsten traver fint i dag. Vi har vendt Atlanterhavet ryggen og er på vej til Oronsay, hvor en godsejer har inviteret os på besøg.