Syg og træt

Udgivet 04/08-2007

Det måtte jo komme. Efter fem uger uden problemer med helbredet er jeg for en kort bemærkning nede til tælling. Fryser det ene øjeblik, sveder det næste. Har ondt i halsen… ja, i hele kroppen for den sags skyld. Jeg er træt og ugidelig.

Heldigvis har skipper annonceret hviledag i morgen efter to dages testsejlads og –roning i farvandet ud for Islay. Jeg skal ikke andet end smide mig på sædet i en bus og lade mig transportere rundt på skønne Islay. Seks timers dasen. Helt perfekt for en slatten midtskibsgast.

Midtskibet har nattevagt det næste døgns tid. Jeg bliver purret i morgen tidlig klokken 05:40 til en vagt på cirka halvanden time. Så jeg tørner ind nu under teltdugen på Havhingsten. Det blæser. En kuling presser bølgerne ind mod klippeskærene et par hundrede meter fra os. Det buldrer godt derude.

Der er mange historier at fortælle. Om Prebens ene sandal som blev fundet under masten efter dages forgæves søgen. En sandal som nu har status som hellig gral i midtskibet og lagt navn til en ny religion. Om Martins møde med den enøjede mand på 82 år som hver dag spiser suppe og drikker en dram på Ardbeg-destilleriets café. Om Mike og Frank som i går sendte os en hilsen fra luften i deres Yakolev 52-flyvemaskine, inden de drog videre mod nye eventyr.

Og meget, meget mere. Men jeg orker ikke at skrive flere historier i dag, så de må vente til en anden god gang.


Oprettet af Henrik Kastoft