'En legende gæster Berlin'! Sådan lyder en af overskrifterne, når tysk presse omtaler 'Havhingsten fra Glendaloughs' kommende besøg i den tyske hovedstad.

'Havhingsten' er verden længste rekonstruktion af et vikingeskib, og skibet blev verdensberømt, da det med sin 65-mand store besætning sejlede fra Vikingeskibsmuseet i Roskilde til Dublin og retur i 2007-2008.

10 kilometers roning gennem Berlins centrum

Nu er turen kommet til Berlin, hvor Havhingsten lørdag den 6. september bliver roet gennem Berlins centrum ad Spree-floden, for at lægge til midt mellem Rigsdagsbygningen og de verdensberømte museer på Museumsinsel.
Tidlig lørdag morgen går Havhingstens besætning på 65 mænd og kvinder fra skibets frivillige bådelaug om bord og ror skibet de 10 kilometer fra ’Insel der jugend’, hvor skibet første gang kan ses lørdag morgen kl. 9.30, til anløbspladsen 'Schiffbauerdamm 19', hvor skibet forventes at ankomme kl. 14.45.
På vejen passerer Havhingsten flere historiske monumenter og gør også stop undervejs. Det forventes, at mange mennesker vil tage opstilling langs ruten for at opleve vikingeskibet og der venter tilskuerne en spektakulær oplevelse, når Havhingsten kl. ca. 13.45 passerer slusen ud for Berlins historiske havn.

Øksehug og tjæreduft med på international vikingeudstilling

Anledningen til Havhingstens besøg i Berlin er at skabe opmærksomhed omkring åbningen af Vikingeudstilling 'Die Wikinger', der vises i udstillingsstedet Martin-Gropius-Bau i Berlin fra 10. september 2014 til 4. januar 2015.
'Die Wikinger' er skabt i et samarbejde mellem Museum für Vor- und Frühgeschichte i Berlin, British Museum i London og Nationalmuseet i København. I centrum står det hidtil længste fundne vikingeskib, 'Roskilde 6', der udstilles i bygningens indre hal.

Udstillingen fra København og London er udvidet med nye aktiviteter, som den danske ambassade i Berlin har arrangeret i samarbejde med Vikingeskibsmuseet i Roskilde. Vikingeskibsmuseet viser i forlængelse af 'Die Wikinger' udstillingen 'Schiffe der Wikinger', der tager udgangspunkt i fundet af de fem vikingeskibe fra Roskilde Fjord og de mere end 50 års arbejde med at bygge og sejle rekonstruktioner af vikingeskibe.
Udstillingen kommer til at genlyde af øksehug og dufte af trætjære. To bådebyggere fra Vikingeskibsmuseet skal bygge en rekonstruktion af en mindre båd fra vikingetiden med kopier af vikingernes værktøj. Deres arbejde kan følges hver dag i løbet af de ca. 4 måneder udstillingen varer og publikum kan stille spørgsmål til materialer, værktøj og teknikker og gennem dialog med de dygtige håndværkere, få en levende og nærværende formidling af vikingernes imponerende skibsbygningskunst.

Kongeligt besøg

Udstillingerne åbnes den 9. september af Hendes Majestæt Dronningen og Tysklands Forbundspræsident, Joachim Gauck, der sammen også besøger Havhingsten. Dronningen var 'gudmor' ved Havhingstens søsætning i 2004 og har siden sejlet med skibet flere gange, senest i 2012. Dronningen og Forbundspræsidenten modtages af Vikingeskibsmuseets direktør Tinna Damgård-Sørensen og Skipper Carsten Hvid.

Fakta:
'Havhingsten fra Glendalough' det længste genskabte vikingeskib, der er bygget til dato. Skibet er en rekonstruktion af Skuldelev 2-langskibet, der blev udgravet i Roskilde Fjord i 1962 sammen med fire andre vikingeskibe. Det originale skib blev bygget i Dublin i 1042 af skandinaviske vikinger og er et imponerende eksempel på den skibsbygningskunst, der muliggjorde vikingernes ekspansion og, som var en væsentlig forudsætningen for den indflydelse, de fik på deres samtid.

'Havhingsten' blev bygget på Vikingeskibsmuseets bådeværft fra 2000 til 2004 med kopier af værktøj fundet fra vikingetiden og med de samme teknikker, som vikingerne gjorde brug af.
’Havhingsten’ blev navngivet af Hendes Majestæt Dronningen i 2004 og skibet kan fejre sit 10 års jubilæum under rejsen til Berlin.

Besøg Havhingsten i Berlin

Havhingsten holder åbent skib ud for adressen ’Schiffbauerdamm 19’ for besøgende den 6. september 2014 kl. ca. 16.00 – 18.00.
Fra den 7. – 14. september kan Havhingsten besøges samme sted dagligt kl. 10.00 – 19.00, dog ikke tirsdag den 9. september, hvor skibet er lukket for publikum fra kl. ca. 13.00 i forbindelse med Hendes Majestæt Dronningens og Tysklands Forbundspræsident, Joachim Gaucks besøg på skibet.
Nu er turen kommet til Berlin, hvor Havhingsten lørdag den 6. september bliver roet gennem Berlins centrum ad Spree-floden, for at lægge til midt mellem Rigsdagsbygningen og de verdensberømte museer på Museumsinsel.

Langskib med særtransport
Havhingsten er  ikke ankommet til Berlin ved egen drift. Det 30 meter lange krigsskib er blevet transporteret via veje og med færge de mere end 400 kilometer fra Roskilde til Berlin.