Havhingstens sommertogt 2025
Havhingsten besøger Aarhus
Fra 19. juli til 3. august
Når sommerbrisen fylder sejlene, og årerne rammer rytmisk mod bølgerne, drager Havhingsten fra Glendalough ud på sit årlige sommertogt. I to uger sejler det majestætiske vikingeskib langs Danmarks kyster – med kurs mod Aarhus og måske endda Moesgaard, hvor Vikingedagene lokker med ild, fortællinger og runer i sandet.
Rekonstruktionen
Langskibet Havhingsten fra Glendalough er det største skib Vikingeskibsmuseet endnu har bygget. Med sin længde på 30 meter er det absolut i særklasse blandt vikingeskibe. De norske vikingeskibsfund, Osebergskibet og Gokstadskibet, er kun henholdsvis 22 og 24 meter lange. Den norske kong Olav Trygvassons berømte storskib "Ormen hin lange" var dog ifølge Snorres kongesaga større - hele 43 meter langt!
Skibet er bygget, som i vikingetiden, af friskt træ. De lange bordplanker til skibssiden er kløvet ud i lange, lige egestammer, mens det krumme indtømmer er hugget ud af i forvejen krumvokset træ fra egenes kroner. I alt blev der brugt 150 rummeter træ og 400 kg rent jern. Hertil kommer hamp til fremstilling af de i alt 3.000 meter tovværk, samt hør til det 112 kvadratmeter store sejl.
Efter de nyeste træ- og årringsanalyser at dømme er det oprindelige skib bygget efter skandinavisk skibsbygningstradition i Dublin omkring 1042. Skibets historie er således knyttet til den skandinaviske ekspansion vestpå, til historien om vikingerne i Irland og sikkert også til de mange dramatiske begivenheder der fandt sted i forbindelse med vikingetidens afslutning efter Wilhelm Erobrerens besættelse af England 1066.