Uddrag fra logbogen, 5-6. august 2008.

Udgivet 06/08-2008

Kl. 11.09, log 1122, vind nordnordvest 8 m/s.
Vi slipper fortøjningerne i Hals, og ror ud af havnen.

Kl. 11.21, log 1122, vind nordnordvest 8 m/s.
Sejlet sat, vi sejler ud i Kattegat.

Kl. 13.00, log 1133, vind nordnordvest 10 m/s.
Kursen sat på Fornæs Fyr ved Grenå.Vi har ikke afgjort om vi går til Ebeltoft, eller mod Hundested. Det afgør vejrmeldingen senere på dagen. Sejlet sat til læns. Vi slingrer en del i gammel sø fra den kuling som blæste gennem Kattegat i nat. Forbraser og braser sat, og hals og skøder tottes op, for at mindske slingringen. Jævn fart på omkring 6 knob.

Kl. 15.00, log 1141, vind nordvest 7 m/s.
Vinden er løjet. Citronmånen findes frem fra køkkenkassen. Der drikkes kaffe, hyggesnakkes, hviles, læses bøger ombord. En fredelig stemning. Ingen regn. Dejligt.

Kl. 16.00, log 1149, vind nordnordvest 8 m/s.
Vejrmeldingen melder løjende vind i løbet af natten/tidlig morgen til 3-5 m/s.
I morgen svag vind fra syd, så vi må gå sydover i dag. Vi sætter kursen mod Hundested, og undersøger, mens vi har mobildækning ved Fornæs, om de har plads til 30 meter vikingeskib og 60 mand i enten Hundested, Lynæs, eller Frederiksværk. Fart på 5,5 knob, ETA på Hundested ved 5 tiden i morgen tidlig.

Kl. 19.00, log 1164, vind nordvest 8 m/s.
Aftaler lavet med Frederiksværk Roklub, Frederiksværk havn, og Frederiksværk Rotary, som vil arrangere grill for os i morgen aften.

Kl. 21.00, log 1126, vind nord 7 m/s.
Frivagten sover under tørre uldtæpper. Der er stille ombord. Smuk solnedgang. Lanternerne tændes.

Kl. 02.00, log 1194, vind nordnordvest 5 m/s.
Stjerneklar smuk og lun nat, med mange stjerneskud. Ingen dønning længere. Det er den sidste natsejlads med Havhingsten for denne gang, og sidste hav som krydses.
Føles uvirkeligt og dejligt.

Kl. 04.00, log 1200, vind nordnordøst 3 m/s.
Vinden er drejet østlig. Kurs mod grøn lysbøje i løbet ud for Hundested. Vi har nu sejlet 1200 sømil.

Kl. 06.00, log 1204, vind øst 3 m/s.
Frivagten vækkes, og der forberedes til lang roning i modvind og modstrøm fra Lynæs Sand til Frederiksværk. Den nordlige kuling har presset vandet ned i Roskilde fjord, og det er nu på vej ud igen.

Kl. 06.38, log 1206, vind øst 5 m/s.
Vi overvejer at gå til Orø, Kongsøre eller Lynæs på grund af at vi vil få problemer med at ro imod strømmen og den opfriskende østenvind.
Skipper tager beslutningen. Vi går til Kongsøre, hvor Frømandskorpset byder os velkommen.

Kl. 08.40, log 1212, vind sydøst 4 m/s.
Vi fortøjrer i Kongsøre.

Vi har sejlet 90 sømil på 21 timer, med en gennemsnitsfart på 4,3 knob. 


    


Oprettet af Vibeke Bischoff