22. juli Kerteminde-Langør.

Udgivet: 23/07-2012

Kl. 16.02, log 359, NV 8 m/s, sol.

Fortøjningerne slippes, og der svajes ud og ros ud af Kerteminde havn under kapsalver fra de mange tilskuere på havnen. Havhingsten vækker en stor begejstring hos folk, og det er dejligt at mærke. Vi har et reb i sejlet. ’River Cottage’ sejler med om bord til Langør. Vi er 58 om bord.23 nye besætningsmedlemmer påmønstrede i Kerteminde.

 

Kl. 16.17, log 359, NV 10 m/s, sol.

Vi sætter sejl, og holder kursen syd for Staver Hoved, agten for tværs. Fart 4,6 knob.

 

Kl.16.45, log 362, NV 8 m/s, let skyet.

Vi spidser op omkring Staver hoved. Fart 6 knob.

 

Kl. 16.54, log 363, NNV 8, let skyet..

Vi sejler hård bidebind, for at holde rød bøje ved Klæpen til styrbord, og overvejer en stagvending. Hejser sejlet lidt højere op, for at flade det mere. Overvejer at rebe ud, men venter til Solvej og kokkene er færdige med snitteriet til maden.

 

Kl. 16.58, log 363, NV 10 m/s skyet.

Rød bøje ved Klæpen. 1 knobs nordgående strøm.

 

Kl. 18.00, log 369, SV 12 m/s, skyet.

Vinden rummer, og øger til 12 m/s. Solvej og Kenneth laver mad og sætter River Cottage folk i sving. Det passer godt med 1 reb i sejlet, og vi takker Solvej for at have bedt os om at vente lidt med at rebe ud. Fart 7,5 knob. Farten har været oppe på 8,5 - 9,5 knob.                                                                                                                          

 

Kl. 19.07, log 377, 13 m/s, skyet.

Vi langer 3 portioner mad over til Martha med en bådshave. Stor sø.

 

Kl. 19.40, log 381, 12 m/s, skyet.

Falder af langs Samsø, og det er dejligt at komme ind i læ af kysten.

 

Kl. 20.07, log 384, 12 m/s skyet.

Fladt vand, god fart og godt humør om bord.

 

Kl. 20.50, log 389, SV 12 m/s, skyet.

Vi bjærger sejl, og sætter slæb i modvind gennem Kyholm Løbet mod Langør havn.

 

Kl. 21.43, log 393, SV 12 m/s, skyet.

Fortøjet ved kaj i Langør. Mange folk på kajen, som byder os velkommen.


Oprettet af Vibeke Bischoff