I dag kl. 07.50, tirsdag, lagde Havhingsten fra kaj i Lowestoft på den engelske østkyst og satte kursen ud på Nordsøen mod Danmark for en svag sydøstlig vind. Dermed begynder en særlige krævende etape for de 60 besætningsmedlemmer på den toårige forsøgsrejse Roskilde - Dublin - Roskilde for verden største vikingeskibsrekonstruktion.
Når skibet lægger til den 9. august ved Vikingeskibsmuseet i Roskilde, er det kulminationen på det største eksperimental-arkæologiske projekt, der er gennemført indenfor marinarkæologien. Årets togt begyndte den 29. juni i Dublin. Både Roskilde Kommune og Vikingeskibsmuseets har arrangeret en stor folkefest ved ankomsten og forventer titusindvis af mennesker, som kommer for at feste sammen med besætningen.
Målet for færden over Nordsøen er indsejlingen til Limfjorden – en distance på 360 sømil direkte fra Lowestoft, som vil vare mellem 3-5 døgn afhængig af vindforholdene. Men da vejudsigten lover både frisk, jævn og meget svage vinde mest fra sydvest, syd og øst er det ikke givet, at skibet skal sejle alle 360 sømil i ét stræk. Et bud på eventuelle havne undervejs kunne for eksempel være Den Helder, De vestfrisiske Øer, Helgoland og Fanø.
Det er en entusiastisk og ”sejlsulten” besætning, som nu er på vej over Nordsøen efter at have haft den længste ventetid i en enkelt havn på hele det toårige togt. Sidste år ventede besætningen i ti døgn i Båly på Lindesnæs i Norge. Det blev til 11 et halvt døgn i Lowestoft.
Besætningen har - ud over jævnlige øvelser ombord på Havhingsten - nærmest holdt ferie i badebyen med de kilometerlange strande. Der har været afholdt udflugter, grill-parties, fodboldkampe og meget, meget mere. Byen og den lokale Kirkley and Pakefield Football Club har været enestående hjælpsomme, og besætningen har boet ved klubbens fodboldbaner i den medbragte teltlejr og har haft adgang til alle klubbens faciliteter.
Men feriefornemmelserne har sin begrænsning, når det hos hvert enkelt sidder i baghovedet hele tiden: ”Hvornår kan vi komme ud at sejle”. Det er det besætningen har ofret så meget privatliv og energi på at forberede sig til. Nu får de lov til at prøve kræfter med Nordsøen på tværs.
Skipper Carsten Hvid:
- Foreløbig er planen, at vi holder hen under den hollandske kyst og følger den nord på. Så har vi muligheden for at gå kortvarigt i havn, hvis den lovede nordøstenvind kommer. Den risikerer vi at få lige i stævnen. At gå i havn giver et godt hvil og en udmærket udgangsposition, når vinden slå om til sydvest igen, som meteorologerne har lovet. Derefter håber jeg, at vi kan sætte kursen mod mundingen af Limfjorden.
Arkiveret
Havhingsten over Nordsøen
Udgivet: 29/07-2008
Arkiveret: 31/12-2008
Arkiveret: 31/12-2008
Skiftende vinde bliver den store udfordring på den lange tur over Nordsøen
Oprettet af Lars Normann