Arkiveret

International fokus på Havhingsten.dk

Webmaster Preben Rather Sørensen opdaterer Havhingsten.dk på sejladsen mod Dublin. Foto: Werner Karrasch, Vikingeskibsmuseet i Roskilde
Webmaster Preben Rather Sørensen opdaterer Havhingsten.dk på sejladsen mod Dublin. Foto: Werner Karrasch, Vikingeskibsmuseet i Roskilde
Udgivet: 05/09-2007
Arkiveret: 31/12-2008

Vikingeskibsmuseets hjemmeside Havhingsten.dk, der foreløbig har haft 1,6 millioner sidevisninger, er netop blevet nomineret til en international pris stiftet af Kofi Annan og FN for bedste vidensformidling via Nettet.

Det er World Summit Award <link http: www.wsis-award.org external-link-new-window>www.wsis-award.org under FN, som står for at uddele prisen hvert andet år.

World Summit Award har til formål at fremme god multimediekommunikation og hædre eksempler på kreative og nyskabende ideer. Ved seneste prisuddeling i 2005 blev flere end 20.000 projekter nomineret, så vejen til tops er lang og trang.

Det er eksperter i 168 lande, som indstiller egnede projekter til WSA-prisen. Det sker inden for kategorier som kultur, undervisning, underholdning, videnskab, sundhed og erhverv.

World Summit Award åbnede for nomineringer til 2007-prisen 2. juli i år umiddelbart efter, at Havhingsten var stået ud på sit godt seks uger lange togt fra Roskilde til Dublin.

Og uanset om Havhingstens hjemmeside stryger til tops i World Summit Award-konkurrencen eller ej, har hjemmesiden allerede haft succes. Under skibets færd fra Danmark til Irland havde hjemmesiden 310.000 unikke brugere.


Oprettet af Henrik Kastoft