Årets sidste sejlture i 2021

Årets sidste turistsejladser i Vikingeskibsmuseets både er sejlet for i år. Sæsonen har budt på fantastiske ro- og sejlture på Roskilde fjord for både turister, skoleelever og firmagrupper.
Udgivet 30/09-2021

Årets sidste turistsejladser i Vikingeskibsmuseets både er sejlet for i år. Sæsonen har budt på fantastiske ro- og sejlture på Roskilde fjord for både turister, skoleelever og firmagrupper.

På Vikingeskibsmuseet kan man få en helt enestående oplevelse. Her er det nemlig - som det eneste sted i verden - muligt at gå direkte fra oplevelsen af de 1000-årige vikingeskibe, der er udstillet i Vikingeskibshallen, og ud på museumsøen og hoppe i en af museets klinkbyggede nordiske træbåde, sejle ud på Roskilde Fjord og selv få en fornemmelse for livet på havet i vikingetiden. 

Sejlture og roture på Roskilde fjord

Sejlsæsonen for gæstesejladser varer hvert år fra 1. maj til 30. september, det er fastlagt af Søfartsstyrelsen. I løbet af de bare 5 måneder bliver der roet mange sømil i de nordiske træbåde. De har været flittigt brugt, og mange museumsgæster har fået mulighed for at deltage i turistsejladserne, som afgår dagligt gennem hele sæsonen.

Turene på fjorden giver gæsterne mulighed for selv at opleve lydene, bevægelserne og kommandoerne fra skipper, som dengang vikingerne sejlede ud på togt - og de må endda også selv trække i årene!

Fra rekord til bundrekord - og så opad igen

Bådturene er ikke alene for turisterne – sejladserne bliver også flittigt booket af både virksomheder og skoleklasser.

Efter en årrække med årlige rekorder i antallet af gæster blev 2019 museets hidtil bedste sejladsår, hvor hele 16.978 gæster deltog i museets sejladser.

Det kommer nok ikke bag på mange, at 2020 slog bundrekord med bare 1.864 sejladsgæster og forventningerne til 2021 var ikke overvældende ved sæsonstarten. Restriktionerne gjorde, at museet kun kunne sætte 50 % gæster i en båd – altså, at 20-mands bådene kun kunne indeholde 10 gæster og indtil medio august måtte gæsterne kun ro – der måtte ikke sættes sejl.

Men trods alle forhindringerne overgik virkeligheden alligevel forventningerne. I alt slutte Vikingeskibsmuseet årets sejlsæson med et – efter omstændighederne – flot resultat på 4.851 sejlende gæster.

Oplevelser med kollegaerne 

Særligt virksomhederne vendte tilbage fra august og i september, hvor ’ryste-sammen’ oplevelser har været stærkt efterspurgt, og der er intet som en fed sejltur, der kan være med til netop det.

Kollegaerne samarbejder om at ro båden ud på fjorden og det skaber med det samme en god, fælles oplevelse af at gøre noget sammen, helt fysisk.

En del virksomheder har valgt at komme tilbage flere gange for at give alle medarbejdere den stærke oplevelse, og der er allerede rift om pladserne i foråret, hvor det igen bliver muligt at sejle ud sammen fra 1. maj.

Eleverne får vind i håret

Det er ikke kun virksomheder som får gode oplevelser med hinanden. Skoleklasserne nåede også at vende tilbage i sensommeren. Mange skoleelever har aldrig prøvet at ro en båd før og bliver også overraskede over, hvor store bådene er og at de rent faktisk skal ud på det åbne ’hav’ i fjorden. 

På årets sidste sejladsdag gør en skoleklasse sig klar til at gå ombord i bådene. En af eleverne spørger instruktøren:

”Skal vi ud på det rigtige hav?” Hvortil instruktøren svarer "Ja, det skal vi". Resten af klassen bliver begejstrede og råber "Ju-hu - vi skal ud på det rigtige hav!"

Eleverne går ind til sejladsen med lyst og glæde. Efter de har sejlet er de trætte, men glade for at have haft en dejlig oplevelse sammen, uden for klasseværelset.

"Uanset om det er skole eller firmaer, som deltager i sejladerne, opstår der hurtigt konkurrence, når de er klar til at sejle ud. De sejler som regel i to ens både med lige mange elever i hver, og det er dejligt at se, at der bliver skabt en hyggelig konkurrence om hvilken båd, der kommer først." fortæller Olaf Berthelsen, der er sejladsinstruktør på Vikingeskibsmuseet. 

Olaf er glad for, at han har været med til at sende mange flere gæster ud på fjorden i år, end han måske havde turde håbe på og fortæller, at det er gået rigtig godt med sejladserne igen i år. 
Det glæder ham, at gæsterne stadig har lyst til at sejle ud på fjorden, og opleve det fantastiske ved at være sammen om at sejle de traditionelle, nordisk træbåde. 

Sejladser for alle

Vikingeskibsmuseet tilbyder for-bookede sejladser for grupper, skoler og virksomheder.

Sejladserne er slut for i år, men de starter igen fra 1. maj 2022 og det er allerede nu muligt at sikre sig plads på ro- og sejlturene.
Skriv til bookingen for at sikre jer oplevelser på vandet: booking(at)vikingeskibsmuseet.dk

Skoleklasser kan komme ud at sejle fra 4. klassetrin og vi kan have flere både på vandet ad gangen, så vi tilbyder sejladser til alle grupper.

Besøger du Vikingeskibsmuseet fra 1. maj til 30. september kan du komme med ud at sejle på de åbne, daglige afgange. Man køber billet til sejladserne på selve dagen i billetsalget.
Børn kan komme med ud at sejle, når de er fyldt 4 år.